Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

331 Selv be Trcege og Lade faae Lyst til at de pllldseligt see Porten aaben og see de De sætte sig da ogsaa i Bevægelse og Stund; mm Naturen fornægter sig ikke, som nu benytte sig af Friheden til at bevæge sig, hvorhen de ville. Desuden er der jo altid en stor Mængde Menne- sker, hvis Gjerning ikke lykkes Vg trives for dem, disse fristes stærkt til strax at forspge de nye Veie, der aabnes for dem. Mange ville sætte sig i Bevægelse, fordi de see Andre giøre det. »ære med, naar Andre fare ild. løbe med en lille og det varer ikke længe, før de falde tilbage i deres gamle Magelighed og Ligegyldighed. Alligevel have ogsaa de bidraget til at give Bevægelsen Styrke og Fart. Den Tid, der srigjpr, vil altid vinde en Kraft, som Fortiden i sin Ufrihed holdt bunden; men har man engang aabnet alle Porte og taget hele den Reserne, som Fortiden havde holdt tilbage, i Brag og Besiddelse, kan man ikke haabe at gjentage Experimentet; der er jo ingen flere Porte at atime, og ingen flere Reserver at tage i Brug og Besiddelse. Hvorom Alting er, det kan ikke negtes, at vor Tid ogsaa af personlig Dygtighed og Kraft har modtaget en rig Arv fra Fortiden, som i sin Ufrihed ikke forstod og ikke kunde benytte den. Og det er denne Arv af Menneskedygtighed og Menneskekraft, der mere end Noget, Nlltiden selv har frembragt, har sat os istand til at hceve hine overfor om- talte materielle Skatte og Rigdomme, fom Fortiden, Uden at have havt en Ahnelse om sin Rigdom, har efterladt os. Det er i Hovedsagen med Fortidens Mcend og Fortidens Efterladenflaber, at Nlltiden hidtil har arbeitet, og hvad den har frembragt, skyldes fuldt saa meget Fortiden font den selv. For saa vidt der er Standsning i Farten — og det synes der at være — er Grunden vel nærmest den, at vi ere nærved at have opbrugt Arven. Saa meget desto bedre, ftmbe man fristes til at sige; den nye Tid vil saa