Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

332 blive nødt til at tage sig sammen og arbeide for egen Regning. Det. kunde aldrig falde nogen fornuftig Mand ind at bebreide det nye Samfund, at det har sat sig i Besiddelse af og benyttet de Skatte, Fortiden Uden at kjende sin Rigdom, har ladet henligge Ubenyttede. Nutiden er For- tidens naturlige Arving. Derimod kan man, synes det, med Rette bebreide det nye Samfund, deels at det er altfor tilbøjeligt til overmodigt at see ned paa det gamle Sam- fund og til at indbilde sig, at det heelt og holdent har skabt disse Rigdomme, deels at det omgaaes noget let- færdigt med sin Arv. Det forbruger og forbruger, og uagtet det har modtaget saa Meget, har det aldrig Noget tilovers, hvorfor det ogsaa ideligt trækker Vexler paa Frem- tiden, som vil have ondt nok ved at honorere dem. Vi ere endnit lige ved Begyndelsen. Det nye Samfund har med sin Arv overtaget store Forpligtelser, og vi ere meget langt fra at have opfyldt dem. Vi ere, som sagt, ikkun lige ved Begyndelsen, og vi have saa Uendeligt Meget at gjvre, som vil kræve uhyre Udlæg af aandelige og materielle Kræfter. IIL Caveat lex — caveat emptor! Hvad var nu egentlig Charakteren i den sociale Ord- ning, vi have opgivet og forladt ved at proklamere fri Næring og ved at fløife de mange Skranker, som holdt det gamle Samfund inddeelt og afdeelt i sorskjellige (Snipper, Stænder, korporationer og Saug? Kan man ikke i Korthed betegne den med to Ord: caveat lex!? Enhver fordrede og En- hver havde en lovhjemlet Ret til at fordre sig beflyttet i sin sociale Stilling og i sit borgerlige Erhverv. Enhver