Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

333 havde sin anviste Plads fyrst i en vis Stand, dernæst i en eller anden bestemt Corporation, og baade Stand og Cor- poration havde eller ffulbe idetmmdste have Magt til at beflytte sine Medlemmer i Krast af bestemte, af den vverste Statsmagt anerkjeildte Privilegier. Wgen taalte eller behøvede at taale Indgreb i sine privilegerede Rettigheder. Enhver havde paa den Maade i sin allernærmeste Nærhed en mægtig Beflytter og Talsmand i korporationen, der skulde antage sig hans Sag, fordi det var dens egen. Dm Enkelte behsvede derfor aldrig at frygte for, at han skulde blive overladt til sig selv eller komme til at staae ene lige- overfor det hele SamfUnd, naar det gjaldt hans Rettigheder som næringsdrivende Borger. Heller ikke behpvede han at frygte for, at hall i sin Armod og Elendighed skulde blive aldeles forladt og saa at sige forsvinde i Samfundet; thi deels var han kjendt af sin hele Corporation — og det havde i og for sig meget at sige — deels var eller følte enhver Corporation sig forpligtet til at antage sig sine fattige og forarmede Medlemmer. Denne Fplelse af gjen- sidig Understpttelsespligt blev rigtignok her i Landet tildeels qoalt af vort officielle Fattigvcesen, efterat dette i Be- gyndelsen af Aarhundredet havde fanet sin i Hovedsagen mlgjcAdende Ordning, iscer da Laugene ved de almindelige LandeUlykker, som snart derefter hjemssgte Folket, vare Herme forarmede. Dette „caveat lex“ maa idetmmdste have pæret den forstandige Tanke og Mening i den gamle Sam- fundsordning, saa vidt den lod sig gjennemfpre. At denne Beskyttelse i mange Retninger var en kostbar Beskyttelse, er vist nok. Der maatte betales for den med mange Jndskrcmk- ninger as den sociale Frihed og Selvbestemmelsesret; thi den Beskyttelse, Lauget fordrede for sig selv og sine Med- lemmer, maatte det ogsaa inbrømme andre Laug og deres Medlemmer. Optraadte han det ene Djeblik som begunstiget og beskyttet Producent og Sælger, betalte han for denne