Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

394 ftørre Hensyn end al anden Eiendom. Og det er vist ikke for meget at fordre, at vor Jord til en vis Grad bsr vcere fredhellig. Danmarks og det danske Folks Ve og Vel er i Hovedsagen knyttet til dets Zord. Og nu tilbage til det fyrste Spsrgsmaal. Indtil en Tid, der ikke ligger saa meget langt tilbage, var saa godt som al Bondejord, det vil sige Massen af vor Jord i Fæsteres Hænder. Vi stalle her ikke beskjeftige os ineb Fcestevcesenets historiske Udvikling, men tage det, som det forefandtes ved Slutningen af forrige Aarhundrede. Bondens Kaar vare den Gang meget sprgelige, og Stavnsbaand, ubegrcmdset Hoveri- pligt o. s. v. havde næsten qvalt den sidste Gnist af Selv- stcendighed og Selvfølelse. Bonden og hans Jord dele altid Skjebne, og var det svrgeligt fat med hiin, var det sandelig ikke bedre bevendt med denne. Fcesteforholdet er i sig selv ikke saa forkasteligt, som Mange have villet fremstillet det; under alle Omstændigheder var det ikke det, som havde pdelagt den danske Bonde. Den militære Udskrivning og Stavnsbaandet have i Virkeligheden ligesaa lidt rmed Fæste- forholdet at bestille, som det ubegrcendsede Hoveri.. Bondens Stilling var bleven Ulidelig, men heri havde Fcesteforholdet i og for sig ingen Skyld. Det var et Misbrug af Magten og en slet Lovgivning, der var Skyld i Elendigheden. Saaledes som vi have kjendt Fcesteforholdet i vore Dage, efterat Stavnsbaandet var løft, Hoveriet begrcendset, Fælles- flabet ophævet og Udskiftningen gjennemfsrt, har det været, om end ikke en feilfri Institution — hvor findes saadanne? — saa dog en brngbar Ordning. Den store Landbocomrnission, som det i Slutningen af forrige Aarhundrede blev overdraget at ordne vore Landboforhold, udfsrte det dem overdragne Hverv med en sjælden Sagkundskab og Dygtighed. Der kan neppe vcere nogen Tvivl om, at Commissionens Med- lemmer i det Hele vare stemte for Selveiendom, som den Gang allerede havde faaet Stemningen for sig blandt Philo-