Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

426 gaaer denne Maade, at supplere en utilstrækkelig Dagløn paa, altid ub over den hæderligste Deel baade af Hims- bonde- og Arbeidsklassm. Den samme Hmlsbond, som betaler sine Arbeidere en anstændig Dagløn, maa ligefuldt betale sit Tilskud til Fattigvcesenet, hvoraf en Deel af Arbeidslpnnen udredes. Han betaler altsaa ikke alene for sig selv, men ogsaa tildeels for Sognets andre Arbejdsgivere. Den dygtige og stræbsomme Arbeider, der til det Nderste krymper sig ved at tye til offentlig eller privat Hjælp, maa lade sig nøie med en Dagløn, som, hvad alt er omtalt, aldrig kan naae sin rette og tilbørlige Hvide, saa længe dette offentlige og private Almissesystem sial opretholdes. Overhovedet virker dette System demoraliserende paa den store Masse Arbeidere; thi saa længe det stiltiende ind- rpmmes, at Daglpnnen er saa ringe, at den ideligt maa suppleres ved Hjælp af private eller offentlige Tilskud, vil Mangel paa Forsynlighed og flet Oekonomie blive det Almindelige iblanbt Arbejderne. Hvorfor skulle vi opsætte at gifte os, hvorfor, skulle m spare, hvorfor sskulle vi over- hovedet tcenke paa Fremtiden? Enhver kan jo indsee, at vi ikke kunne leve af vor Dagløn, og selvfølgelig maa Fattigvcesenet trcede til, saa ofte vi have for mange Bsrn, saa ofte vi ere syge, itaar vi blive gamle eller af anden Grmld ere for svage til at arbeide. Z samme Grad som dette Raisonement bliver almindeligt, faae vi at gjore med — den sociale Ryggesloshed, hvis Mærke er, at Fremtiden lades heelt ude af Betragtning. Det er det Værste, der kan times nogen Samfundsklasse; thi hvor den sociale Rpggeslyshed fyrst har flanet Rod, der følger den moralske snart efter, dersom den ellers ikke tildeels er gaaet forud. Det er denne blandede og yderst forkastelige Udredelses- maade af Daglønnen, som er Skyld i, at denne som virkelig og direkte udbetalt Dagløn ikke har furmet følge med Prisstigningen. Kunde man Udregne, hvor meget den