Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

 432 optraadte offentligt for Sygekasser paa Landet og i Kjsb- stcederne, har selv troet paa Frivilligheden, men for hvert Aar, der er gaaet siden, er hans Tro svækket og nu næsten ganske forsvunden. Frihed og Frivillighed ere for dem, som sorstaae at skatte Friheden, men ikke for de Umyndige, der som saadanne trænge til Netledning og Tvang. Man vil maaskee forarges over, at vi saaledes vove at stemple en saa stor Klasse af vore Medborgere som umyndige; men staae vi ikke Alle som mere eller mindre Umyndige ligeoverfor en Frihed, hvis Krav vi enbiui ikke ret kjende og hvis Bad vi ikke altid ere tilbøjelige til at adlyde? Det vil neppe falde Nogen ind at dadle den, som i Fylelsen af egen Skrpbelig- hed frivilligt for kortere eller længere Tid Underkaster sig visse Indskrænkninger i sin Frihed. Naar det saaledes gjcelder visse Formaal, hvis Efterstræbelse vi rigtigt eller feilagtigt ansee som tjenlige for SamfUndets Vee og Vel, ere vi pligtige til ot Underkaste os visse Indskrænkninger i vor personlige Frihed. Er ikke f. Ex. Skoletwangen, den almindelige Værnepligt saadanne Indskrænkninger? Men disse Indskrænkninger, vil man indvende os, ere fcelles for Alle; en heel anden Ting er det, at Samfundet betragter og behandler en enkelt Klasse som Umyndige. Det er ganske rigtigt, men ligefuldt inaa det flee, naar vi erkjeride, at vaagjceldende Klasse ikke har naaet den sornpdne Udvikling, og at denne deres Umyndighed truer deres eget og Sam- fundets Vel. Det er, hvad vi skylde den og Samfundet. At handle anderledes vilde uære at offre Friheden paa Frihedens Alter. Vi maae ikke ved Hjælp af Phraser syge at luske os fra vore Forpligtelser mod de mindre Oplyste af vore Medborgere. Trænge de til Netledning, maa vi yde den, trænge de til Indskrænkning og Tvang, maae vi anvende den, saa Ubehageligt det end kan være os. Eller er det maaflee en Bagatel, som vi kllnne lade haant om,