Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

433 at den store Arbeidermasse synker dybere og dybere i oekonomist Afhængighed og social Ryggeslöshed? Desuden maa Sagen ogsaa betragtes fra en anden Side. Grund- lovens § 84 berettiger Enhver, som ikke selv kan ernære sig og Sine, og hvis Forsørgelse ikke paahviler nogen Anden, til at erholde Hjælp af det Offentlige. Med denne Ret maa følge en tilsvarende Forpligtelse, og Staten maa være be- rettiget til ved Lvangssorholdsregler at sikkre sig imod Overgreb i denne Retning. Skal det lykkes at rive vor Arbejderklasse ud af Fattigvcesenets Favntag, have vi furt Valget imellem at gjsre Selvhjælpen i Tilfælde af Sygdom, Svaghed og Alderdom til en tvungen Sag og at indskrænke det offentlige Fattigvcesen til fim at befatte sig med Vaga- bonder og Bsrn. Det Sidste synes ikke opnaaeligt, vi maae derfor tye til den tvungne Selvforsørgelse og betragte den som en nødvendig Drkenvandring, der kan føre Arbejder- befolkningen fra Fattigvcesenets Gosen til Selvhjælpens og den oekonomiste Uafhængigheds forjættede Land. Den Tid kan dog vel komme, da Tvangen bliver overflødig eller i alle Tilfælde ikke syles som en saadan af det overveiende Fleertal, men som en sund og hensigtsmæssig Foranstaltning. Frivilligheds- systemet tynger nu altfor svært paa den dygtige og ordentlige Arbeider, som maa lade sig note med en lav Daglpn, hvoraf han skal Udrede Bidraget til Sygekassen, for at hans mindre værdige Kammerater, der tjene fuldt saa godt som han, stadigt kunne træffe Vexler paa Fattigvcesenet. Det er selvfølgelig ikkiln Syge- og Alderdornsforssrgelses- kasserne, der er Tale om, naar vi forlange tvungen Jnd- flrivning. Hvad nu Sygekasserne angaaer, da kræve de ikke noget Uoverkommeligt Indskud, naar de ere indrettede som de bpr være det og bestyres forsvarligt nnder Garanti og Overtilsyn af Stat eller Commrme. Der burde helst Deere en vis Solidaritet imellem en ftørre Kredses, f. Ex. Amtets eller Stiftets Sygekasser, hvad jo ikke er til Hinder /■ 28