Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

438 berørt, men som dog trænger til en nærmere Omtale. Det er endnu det Almindelige, at Daglejeren paa Landet, tildeels ogsaa i Kjsbftcederne, faaer sin Kost af Arbejdsgiveren imod en betydelig Afkortelse i Daglpnnen. Paa de styrre Gaarde er denne Uflik de fleste, ingenlunde alle Steder ophørt, men paa Bpndergaardene vedbliver den nied meget faa Und- tagelser. Arbeidsgiver og Arbejder ere lige enige om at holde fast ved den. Hos Gaardmanden er Hovedbevceggrimden hans nedarvede Ulyst til at udgive rede Penge; han har endnu ikke kunnet frigjyre sig fra Fortidens Traditioner. Der var en Tid, da Bonden næsten udelukkende forsynede sig selv med, hvad han behpvede af Klæder, Fødemidler og Redflaber, og da Brugen af Colonialvarer var indskrænket til meget HMdelige Lejligheder. Han fik sammenlignelsesviis faa Penge ind, men han gav endnu færre ub. Uagtet han nu baade sælger og kjyber Meget, kan han dog ikke slippe den Fplelse, at rede Penge ere at foretrække for alle andre Bcerdigjenstande, og det er vel ikke saa sjældent, at hans Ulyst til at give rede Penge fra sig paafprer ham Tab. Markarbejderen paa sin Side mener, at skal han arbeide, maa han ogsaa have en kraftigere Kost end den, han kan faae, naar han for den nuværende Daglpn skal dele Kost med sin Familie. Hertil maa nu svares, at Daglynnen bør være tilstrækkelig til, at baade Arbejderen og hans Familie kan faae en nærende Kost; mm man er dog paa den anden Side ikke uberettiget til at spsrge, om ikke vore Markarbejdere, netop fordi de ere vante til at leve paa fremmed Kost, have vænnet sig til at fylde sig mere med Mad og Drikke, end der er dem tjenligt. Ombord i en Orlogsmand, hvor man har baade Søfolk og Land- soldater , vil Enhver have kunnet bemærke, hvilke Uhyre Ovantiteter Fødemidler, de bondefødte Landsoldater knnne fortære i Sammenligning med Søfolkene, som dog ombord have det strengere Arbeide. — MUligviis er der ogsaa andre