Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

437 Arbejderen løft fra sin Forpligtelse til at modtage en vis Deel af sin Arbeidslpn i denne Mvnt og kan fra nu af forlange den heelt Udbetalt i Landets almindelige Penge. Hvad der saaledes indsættes til Opsparing, kan Arbejderen aldrig heelt made over; men naar han har uaaet det 55de Aar, stilles der ham Valget imellem at nyde Renterne af den opsparede ©um og at der for denne kjvbes ham en Livrente. Doer han, inden han har uaaet den nævnte Alder, gaaer den opsparede Sum over paa Hustrilens Sparekassebog, og er ogsaa hun dyd, paa Børnenes. Efterlader Opspareren ikke Bsrn, gaaer den opsparede Smn over paa hans Sydstendes eller Ssdskendebprns Sparebvger; videre maa Arveretten ikke strække sig i dette Tilfælde. Paa samme Maade forholdes, naar han doer efter sit 55de Aar, og hans Sparepenge ere udsatte til simpel Forrentning. Forfatteren, som i en længere Aarrcekke har bestjestiget sig med dettte Spprgsmaal, har ikke funnel Udfinde nogen anden Fremgangsmaade, hvorved paa een Gang Arbejdsgiveren fritages for at føre et besværligt Regnskab, og enhver Arbeider og enhver Arbejdsløn, selv beit mindste, drages med ind Under Systemet. Det vil da ogsaa staae Enhver frit for, at betale Drikkepenge og lig- nende Smaagaver i denne SparemM. Fyrst og sidst maa det erindres, at Samfnndet allerede nu udreder den Sum, hvorom her er Tale, men at det, som alt bemærket, tilveie- bringer Midlerne paa en i alle Henseender uheldigere Maade. Den Jndvstri, den Haandtering, den Virksomhed, som ikke km: taale den Forpgelse af Arbeidslpnnen, som et sligt Sparesystem fordrer og som hovedsagelig vil blive den godt- gjort ved err Formindskelse af FattigfkaUen, har ingen Ret til at bestaae; thi den godtgjvr derved tydeligt nok, at den i en utilladelig Udstrækning er bleven baaren af Fattig- vcesenet. Der er en Skik eller rettere Ustik, som allerede er