Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

436 giøre, hvad man kan. Det forholder sig med Fattigdommens Elendigheder som meb Sygdommens; der udrettes mere ved at forebygge end ved senere at hjælpe. Mange, som ikke tvivle om Mllligheden af at tilveiebringe de fornpdne Midler, nære derimod Betænkeligheder ved det store Maskineri, der udkræves. Den samme Arbejdsgiver, som med Beredvillighed vilde yde sin Skjerv til sine Ar- bejderes Forsprgelse under deres Sygdom og i deres Alderdom, ræddes for det Regnskab, som derved paalcegges ham. „Mit Tyende og mine faste Arbejdere, vil han sige, ville jo ikke volde mig noget uoverkommeligt Besvær i denne Retning, men hvor er det muligt for mig at holde Regnflab med alle de Arbeidere, som arbeite snart flere Dage, snart en enkelt eller kun halv Dag for mig?" DesUden er der jo ogsaa Arbejdsgivere, som ville have ondt ved at føre selv det simpleste Regnskab, ikke at tale om, at Arbejderne i mange Tilfælde ville have ondt ved blot at sorstaae og bedpmme et saadant Regnflab. Men det er nu netop de lyse Arbeidere, som arbeite en Dag hist, en anlden Dag her, som kort sagt leve af tilfældigt Arbeide, og hvoraf mange tjene særdeles godt, der allermeest trænge til, at Samfundet tager sig af dem og deres Fremtid, men som det tillige er allervanfkeligst at faae Hold paa. Det er derfor, at For- fatteren ved en tidligere Leilighed har foreflaaet et særegent System. Af Regjeringen udmøntes en fra Landets almindelige Skillemønt forskjellig Mønt. Z denne Mønt, som ikklln kan og flal modtages af de dertil oprettede Forsikkringscmstatter, flulle visse Procent af en hvilkensomhelst, selv nok saa lille Arbeidslyn Udbetales Arbeideren. Naar faa enhver Arbeider forsynes med en Contrabog, har han fuit ved Ugens eller Maanedens Ende at indfinde sig i den nærmeste Forsikkringsanstalt for at faae sig godstreven for det Beløb, han indbetaler i den paagjceldende MM. Naar Summen har naaet en vis lovbestemt Størrelse, er