Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

444 Bygning er et Korthuns, som let blceseS over Ende. — For Underligt nok raabe netop nu Alle paa Skoler, paa Dan- nelse og paa Oplysning, og der har maaflee aldrig været en Tid, da man her i Landet og andet Sted satte Dannelse og Indsigt saa lavt, agtede dem saa ringe, da man i det virkelige Liv saaledes sparkede til hviere Dannelse og Ind- sigt, vel at mærke, naar den ikke var forgyldt, eller saaledes gjorde Plads for den meest Uvidende Dosmer, naar han blot var rig. Alle raabe de dog paa Skolen som paa en Frelser fra al Samfundsqvide. Troer man da virkeligt, at Folkets bedre Skoleopdragelse vil beskytte Guldkalven og dens Tilbedere imod Socialismens Angreb, eller at et mere oplyst Folk vil finde sig i, at Pengene blive det Afgjsrende og Altbestemmende? Deri tager man dog nok feil. Det er omtrent et hundrede Aar siden, at man ligesom NU raabte paa Skolen; men de, der den Gang raabte paa den, troede ogsaa paa dens vidnndergjprende Virkninger; de vilde ikke blot have den som et Beskyttelsesmiddel. Hvor Mange af dem, som nu ere saa hpirsstede paa Skolens Vegne, troe egentligt paa Oplysningens absolute Vcerd? Hun Tid — for hundrede Aar siden — var en mærkelig Tid. Tro og Vantro gik paa en forunberlig Maade Side om Side. Man, det vil sige de store Aander,Philosopherne og de Toneangivende, havde paa det Nærmeste affundet sig med Christendommen, men man troede, som Th. Carlyle siger, paa Z. Z. Rousseau's Evangelium. Man troede paa sig selv, paa Mennesket, som man var nær ved at gjsre til en Gad. Hvorom Alting er, hvad man troede paa, det troede man paa for Alvor, med Begejstring, og Mange vare villige til at besegle deres Tro, vildfarende som den var, med deres Blod. Blandt det, man saaledes for Alvor troede paa, var ogsaa Oplysning og Skoleopdragelse. Man tillade os at anføre nogle Ord af Al. de Tocqueville. „Selv Turgot, som man paa (Srunb af hans Sjæls-