Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

475 thi det er i Virkeligheden en Velfærdssag ogsaa for Sam- stlndet i dets Heelhed. Den Kamp, Haandvcerket for Tiden kæmper og i længere Tid har kæmpet, er, som tilbeds bemærket. Sam- fundets Kamp, for saa vidt det er Middelklassens Tilværelse, der kæmpes for. Det er maaskee ikke ganske berrettiget at tale om en Kamp; thi Ulykken er netop, at Haand- vcerket flet ikke har kæmpet, men er sunket nedad og nedad og nedad, og for enfelte Langs Vedkommende sunket saa dybt, at det ideligt maa tye til Fattigvæsenets Plejebørn for at blive recruteret. At der gives mange dygtige og flinke Haandvcerkere, som forstaae deres Dont, benegtes slet lkke, og det er ikke det, der her er Tale om. Det er som Stand, at Haandvcerksklassen er sunken i Anseelse, og det er steel derved, at den har bevaret en Deel af Fortidens slette Traditioner, men ikkiln lidet af den sunde Selvfølelse, som stal holde en Stand, en Klasse oppe. Den mærker ikke, nt den er bleven staaende Hille og at de andre Klasser ere løbne den forbi. Fra Fortidens Laugshuse er man draget inb i Nutidens Værtshuse, og Svireriet og Driveriet er akkurat det samme nu som før. Men i vore Dage maa en Klasse, der dog regner sig tit og stal regne sig til Middelklassen, føle sig sna meget, at ben ikke tør lade sig tilfredsstille af flige ran Nydelser. Der var en' Tid, da alle Samfilndsklasser mere eller mindre indtoge et lignende Standpunkt, og da Drik og Sviir hørte meb til al Slags Selskabelighed, men den Tid ligger nu temmelig langt tilbage. Vore dygtige Håndværksmestre ere i Reglen vakkre Mcend, der fore et ordentligt Liv, hvis saa ikke var, vilde de neppe være dygtige Mestre; det er ikke dem, vi tale om. Vi tale her om de mange unge Haandværkere, som ødelægges paa Værkstederne og i Værtshusene, og font i deres første Ungdom faae et Knæk, som de aldrig forvinde. Selv de