Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

41 beeis af be Varer, bet førte. Ogsaa denne Ret Udpvedes meget vilkaarligt, og hyppig havdes hertil ingen anden Ad- tomst, end den som laa i hans Magt. Befandt der sig et Fcergested eller en Bro pan hans Grand, forbeholdt han sig Fcergeretten og hævede Bropenge. Dette lod sig vel forsvare under Forudsætning af, at Færgen og Broen og dens Vedligeholdelse flyldtes ham; men den Vilkaarlighed, hvormed ogsaa disse Afgifter opkrævedes, tyngede svært paa Handel og Færdsel. — Søb Alfarevei igjennem hans Jord, reiste han ogsaa her en Bonl og krævede en Afgift. — Zo afmægtigere Kongerne vare, desto vilkaarltgere bleve de store Herrer i at flabe og forøge den Slags Afgifter. Kongerne hævede jo desuden lignende Afgifter paa deres egne Godser. Foruden disse Afgifter var der andre, font betaltes af Lehnsherrens egne Undergivne. Den store Masse af disse vare i Reglen for fattige til selv at skaffe sig en Viin- eller Mostperse, og den anskaffedes da af Jorddrotten, som lod sig betale as dem, der benyttede den, og Alle skulde benytte den og vedblive at benytte den, selv om Vedkommende senere fik baade Evne og Villie til at anskaffe sig en for egen Regning. Hvad der oprindeligt skulde være og var en Aaandsrcekning, blev saaledes efterhaanden til en trykkende Afgift. Paa salnme Maude forholdt det sig med Bager- ovneil. Den Fattige knilde ikke selv bage sit Brod, navnlig fordi han saa hyppigt savnede det fornøbite Brændsel til at hede Ovnen med. Herren opførte en Bagerovn, og den nmatte saa alle hans Urldergivne benytte, ncUurligviis imod en klækkelig Afgift. Ogsaa dette blev i Tiden en trykkende Byrde, som ben Livegne ikke kande Unddrage sig. Vovede En at komme og sælge Brød, som var bagt andetsteds, blev Brødet ham frataget og han selv straffet. Endnu værre var det, nt Zorddrotten ikke kunde tvinges til at opfylde fin Deel af Forpligtelsen. Lndvig den Hellige havde ved