Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

42 Fernere en Mølle og en Ovn. 1254 var Brændselet saa dyrt, at Kongens Betjente fandt, at det svarede bedst Reg- ning ikke at hede Ovnen. Bønderne klagede, men Parla- mentet erklærede, at Kongen ikke skyldte dein noget, eftersom han tillod dem at lade bage, hvor de vilde, uden at betale ham Afgift. Som Herren, saa Tjenerne. — En ligesaa rig Indtægt gav Mølletvangen den mægtige Zorddrot. Paa hans Mplle sklllde alle hans Bpnder lade male, naturligviis imod en forsvarlig Maleafgift. Ved denne hans Molle inaatte Bpnderne, som ofte kom langvejsfra, holde Dage og Ncetter; thi som en almindelig Regel gjaldt det, at Bonden ikke under nogen Omstændighed maatte lade male andetsteds, medens der dog ogsaa fandtes en mildere Mølletvang, saa- ledes at Bonden, naar han havde ventet i tre Dsgn ved Herrens Mplle, kunde kjsre til en anden Mølle. Denne Mplletvang gav ogsaa Anledning til Processer mellem Zord- drotterne indbyrdes, idet de med Skinsyge vaagede over, at der ikke ovfsrtes nye Møller, der kunde giøre Skaar i de ældre Møllers Indtægt. Alle disse Herligheder vare enkeltviis Gjenstand for Salg og Overdragelse ved Gave eller Testamente, og det var ikke sjældent, at en mægtig Herre for sin Sjæls Frelse stjenkede eller testamenterede et Kloster eller et Capitel sin Torveret, sin Færgeret eller en anden af disse Herligheder. Den Omstændighed, at Livegenskabet omfattede Folkets store Masse og ikke en enkelt Klasse, bidrog vistnok meget til, at det efterhaanden veg Pladsen for en ftørre folkelig Frihed. Var det menige 'Folk vedblevet at være deelt i en (tørre Mængde Livegne og en mindre talrig Slavebefolk- ning, vilde de fyrste rimeligviis ogsaa have gjort deres til