Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

53 thi disse flUlde antages uden Hensyn til de alt tilstede- værende Lcerlingers Antal. Mesterssnnen betalte ikke for sin Antagelse, hvorimod alle andre Lærlinge maatte betale herfor til Langet, i Paris i Reglen 5 Sous. Ogjaa Mesteren, som antog en Lærling, maatte betale til Sauget for den Fordeel, han havde af Lærlingens Arbeide i et vist Antal Aar. Naar Lærlingen havde staaet den fastsatte Tid i Lære, blev han fri og funbe saa selv tage Mesterflab eller arbeide for en anden Mester. As Svende kunde Mesteren i Reglen holde saa mange, som han vilde; thi herved truebeå Laugets Fordeel ikke som ved Antagelsen af Lærlinge. Dog har man ogsaa Exempler paa Laug — s. Ex. Vævernes —, der forbyde Mestrene at holde for mange Svende, og Grunden var da den, at man ikke gjerne taalte, at rige Mestre monopoliserede Arbeidet paa de andre Mestres Bekostning. I det 13de Aarhundredes Laugsregler omtales Mester- stykke endriU saa godt som flet ikke; men derfor maa man ikke antage, at Svendeile uben videre kunde nedsætte sig som Mestre. Forinden maatte de betale til Lehnsherren, til Langet, desuden til hver Laugsmester og ovemkjpbet Under- kaste sig en utrolig Mængde Formaliteter. Z Paris s. Ex. stode flere Laug Under Kongen, som til Svendene folgte Retten til at etablere sig. Hvor mange af Parises Laug der saaledes stode under Kongen, veed man ikke med Be- stemthed. Heller ikke veed man at angive Granden til, at de fleste LaUg stode i et saadant Afhængighedsforhold til vedkommende Lehnsherre, medens dog enkelte Laug vare heelt frie herfor. Som en almindelig Regel maatte Svenden godtgjsre, at han forstod sit Haandvcerk og havde Noget (ait de coi), nemlig til at etablere sig for. Hvad den fyrste Betingelse angik, du var den udtjente Læretid i Reglen til- strækkelig Garanti, dog tillode ogsaa Undertiden Mestrene sig at underkaste den vordende Mester en Prpve. Om den sidste