Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

79 Bodfærdig, som bekjender sine Synder, eller af en Præst, som prædiker Undertrykkelse af Had, Tilgivelse af Fornær- - melser og Sjælenes Forening. Og er nogen Synder saa forstokket, at han ikke vil lyde Præstens Formaninger og forsone sig med bem, som have fornærmet ham, afvises hans Tilbud om Arbeide som ureent, og han selv udstødes med Skjcendsel af den hellige Skare. Naar de Troendes Skare atter sætter sig i Bevægelse med sine Bannere i Spidsen, gaaer alt saa let, at intet standser den, hverken Bjergenes steile Skraaninger eller Flodernes Dybde. Hvilket mærkeligt Vidunder! ligesom fordum Joderne ved Overgangen over Jordan, stride de frimodigt ud i Flodernes Vande og, førte af Herren, naae de den modsatte Bred. Paalidelige Vidner forsikkre, at Havstoden ved St. Marie du Port ophprte med at stige, indtil Skareil var dragen forbi. Naar man er ankommen til Kirken, opstiller man Vognene i en Kreds, og i denne hellige Leir tilbringer den hele Armee Natten meb at synge Hymner og Psalmer. Man tænder Voxlys, man fremstiller Helgenes Reliqvier, man drager i Procession og man bringer Syge for at helbrede dem ved at lade dem hvile i Vognene." Naar man erfarer dette, bliver det for- klarligt, at Frankrig i mindre end to AarhUndreder blev prydet med saa mange smukke Cathedraler, som endnu den Dag idag ere Gjenstand for Bemidring, en Bemldring, som maa stige, naar man betænker, hvor lidet Mekaniken den Gang var udviklet. Denne et heelt Folks Samdrcegtighed, den Gjenlyd, som enhver Kirkes Opførelse gav hele Landet over, den Vigtighed, man tillagde selv de miildste Enkeltheder, den symbolske og derfor uforanderlige Charakter, der gik igjennem ölte Bygningens Dele, forklarer let nok den indbyrdes Lighed, som udmærker alle religiøse Mindesmærker fra hun Tid. Overalt arbejdede man efter samme Mynster, og de enkelte Arbeldere modificerede fun lidt og gradviis deres Forbillede.