Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

87 et klarere Blik for Handelens og Omsætningens Krav, men de vare ikke mindre egoistifle; medens de holdt paa uind- skrcenket fri Indfprsel af alle mulige Varer, holdt de ligesaa fast paa at udelnkke enhver Kjchmand, som ikke hsrte hjemme i Communen. Undertiden fremgik disse Forbud af et Dnske om at beflytte den indenlandfle Industri. Indbyggerne i LangUedoc klagede over, at de Fremmede opkjsbte og Udførte al deres Uld, og tilbyde at betale Kongen, Philip den Smukke, en vis Afgift, naar han vilde forbyde Udførselen. Et saadant ForbUd udgik da ogsaa 1305. Dette Forlmd gjentoges 1317 af Ludvig den Stolle, og udstraktes nogle Aar senere ogsaa til at gjælde for det øvrige Frankrig samt for flere andre Raastoffer. Imidlertid forbeholdt Kongerne sig at dispensere fra disse Forbud, naar de fandt deres Regning derved, det vil sige, naar Vedkommende vilde betale godt herfor. — Z disse Udførselsforbud træffe vi de fyrste Spor af Be- flyttelsessystemet. Et bedre Greb havde man paa at indrette Torve og Markeder; men de spillede ogsaa en vigtigere Rolle i Mid- delalderen end i vore Dage. Ogsaa de skyldte den alminde- lige Usikkerhed og Retlsshed deres fyrste Oprindelse. Den Mand, der stod ene, var uden Beskyttelse; thi til at beskytte den Enkelte vare Lovene for svage i Middelalderen. Det var derfor ganske i siil Orden, at de Handlende baade paa deres Reiser og paa Udsalgsstederne fluttebe sig sammen. Torvene vare nærmest beregnede paa Byernes Forsyning, og selv de mindste Byer havde den Gang deres Torvedage. Torvehallerne i Paris ere allerede omtalte. 1183 bestode de af to dækkede Bygninger og en med Mure indhegnet Plads for Kornhandelen. Under Ludvig den Hellige fik Fiflehandlerne deres egen Plads. Paa Torvene forhandledes ikke blot, som nutildags. Fødemidler; de allerfleste Haand- teringer vare forpligtede til at have Stade paa Torvet,