Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

dette Stilbegreb i Omløb og dermed deres Omgivelser i stærk Bevægelse. Rejserne til Italien blev fra da af atter almindelige. Det er historisk Slott-Møllers og hans Hustrus Fortjeneste at have peget paa Erobringen af Stil som et af dansk Kunst næsten glemt Maal for disse Rejser. De overvældende Indtryk af den store Kunst, som mødte dem i Italien, naaede des- værre ingen af dem netop i det rette Øjeblik. For ham var Øjeblikket for sent, for hende snarere for tidligt. Han var allerede altfor skolet i det ligefremme Naturstudium til helt at kunne frigøre sig af det og abstrahere med den fuldstændige Konsekvens, der giver Stil. Hun derimod manglede endnu altfor meget saadan Skole til, at ikke den tidlige Tilegn- else af Stilens Abstraktioner maatte rumme en Fare for en Stansning i hendes elemen- tære kunstneriske Uddannelse. Usikker dog kun i sin Kunnen, formaalsbevidst som faa i sin Villen har hun imidlertid med et beun- dringsværdigt Mod trodset alle Hindringer, som det professionelle ved Kunsten stillede hende i Vejen for hendes ubeherskelige Trang til at tale sig ud med sit Sinds hele Fyrighed om det, der laa hende paa Hjærte. Thi en sand Hjærtesag var de hende, den danske Middelalders Folkeviser, hvis Optrin og Stemninger det blev hendes Livs Opgave at skildre. Omtrent fra hun var Barn gav disse Visers dæmpede, dunkle Tale Genlyd i hendes Fantasi, og med Genlyden af deres Strofer fulgte Genfærdene af deres Skikkel- ser. De spøgede i hendes Fantasi, som det spøger i en gammel Borg; blege af Sjæle- kvide, forvaagne, hvileløse, bar de med sig i deres Klæder en mulden Luft fra deres Grave. Man kan sige, at for saa vidt var der altid noget omtvisteligt ved Fru Slott-Møllers Kunst; thi hendes Opgave skulde jo snarere synes den at give et Billed af hine Dages Mennesker i levende Live end den, at give et Billed af de blege Genfærd fra deres Grave. Men paa den anden Side giver det genfærdsagtige ved Fru Slott-Møllers Skik- kelser (og ikke blot ved dem, der - som „Oluf“ eller Aage i „Aage og Else“ — er mente som Genfærd) hendes Kunst et Præg af virkelig indre Oplevelse, hvorpaa det al- ler meste af dens Værd beror. Det kendes i de aller fleste Tilfælde paa dem, at de ikke er dragne frem af Segl, Mynter eller Ko- stymeværker, men at de er komne til hende af sig selv i virkelig digteriske Øjeblikke. Og dette kendes paa dem til Trods for alt, hvad de taber ved møjsommeligt at blive aflever- ede til Lærredet. Dér skal der jo gøres Rede for en Hoben Enkeltheder ved dem; dér skal de have Klæder og indenfor Klæderne Legemsfylde og Form; dér skal ogsaa Kunst- en — helst den store Kunst — ske Fyldest; dér skal der abstraheres og stiliseres og ko- loreres med behørigt Hensyn paa én og sam- me Tid til Naturen og til den dekorative og den dramatiske Virkning af Farverne. Lidet af alt dette — end sige det alt sammen paa én Gang — magter Fru Slott-Møller for Al- vor. Stedse tydeligere er navnlig Legems- fylden og Formen bievne hendes saare Punkter. Med stor Energi bekæmpede hun tidligere — i hvert Fald til Tider (Dronning Margrethe; Niels Ebbesen) — sin Svaghed i saa Henseende; men i Øjeblikket synes det, som havde hun tabt Opmærksomheden for den. Maaske under engelsk Paavirkning (Rossetti) er hun bleven mere tilbøjelig end nogensinde før til at lade sine Skikkelser hengive sig til voldsomme sjælelige Affekter uden dog at skildre deres lidenskabelige Karakterer i en gennemført karakterfuld Form. Samtidig har hendes Farve jævnlig vidnet om, at end ikke hun var fri for Kvin- dernes Sans for det Sødlige, hvortil hun navnlig har vist sig forfalden i en Række Billeder af lyrisk søde Situationer. Renest har maaske hendes Stræben efter Stil lagt sig for Dagen i enkelte plastistiske Arbejder fra hendes Haand: Ebbes Døtre, Dronning Dagmars Død, Byens Raad. Paa dets bliv- ende Hædersplads over Indgangsportalen til det ny Raadhus vil det sidstnævnte Relief være et iøjnefaldende Vidnesbyrd til sene Slægter om, at selv Kvinder blandt vore Kunstnere mod Aarhundredets Slutning i hvert Fald kunde tænke modent om Kunst- ens monumentale Maal. Vender man sig fra Fru Slott-Møller til hendes Mand, og forsøger man at overskue, hvad han har frembragt som Maler, bliver man slaaet af den Kendsgerning, at han al- deles overvejende har malet Billeder med 221