Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

arkadisk-idylliske Æmner. Fra „I Arkadien“ (1892) til „I Italien“ (1901) strækker sig Rækken. Gærne vilde man kunne forklare hans Hu til saadanne Æmner udelukkende af hans uomtvistelig ægte kunstneriske Tørst efter Skønhed i Livet; men det er umuligt ikke at bemærke, at ogsaa en mere verdslig Appetit til Livet har faaet ham til at kredse idelig om dem og til stundom at fremhæve det lækre ved dem paa en mere glubsk Maade end egentlig tækkeligt. De store Kræfter, hvorover han som Kunstner raader, har denne hans Svaghed dog ikke formaaet at undergrave. Han har ganske vist mange mislykkede Billeder paa sin Samvittighed, Billeder, hvori Smagen og Stilen var lige usikre. Men den Maler, der som ganske ung malede det glimrende dygtige Billed af„Lægens Venteværelse“ eller det ikke mindre glim- rende dygtige Portræt af sin Hustru, og hvis Foredrag den Gang var saa friskt, at det mindede fjærnt om ingen ringere end Ve- lasquez, — den samme Maler fører vedbliv- ende en Pensel, der, naar den faar Lov at male, som det er dens Natur, maler bedre end næsten nogen anden Pensel i Danmark. Vedblivende hæver ogsaa hans Kunst sig af den Grund højt over den gennemsnitlige danske, at den er rig paa Ideer og Indfald. Navnlig paa de mange Omraader af den de- korative Kunst, han i de senere Aar har viet sin Virksomhed, og paa hvilke hans Stilbe- stræbelser er lykkedes ham langt bedre end paa det egentlige Staffelimaleris Omraade, er hans store Sindrighed kommen ham til Gode. Rigtignok har hans Hang til at spe- kulere og filosofere undertiden forledt ham til at stille altfor store Krav til Refleksion hos Beskueren; men til andre Tider har han med et enkelt aandfuldt Indfald fundet just det centrumstræffende Udtryk for den Fore- stilling, det galdt om at vække. Saaledes har han bestandig været ujævn, bestandig af ulige Værd, et vanskeligt Subjekt for sine Venner, et taknemligt Objekt for sine Fjender. Men derom kan vel baade Venner og Fjender enes, at et nyttigt Gær har han været for vor Kunst. En har dog været nyttigere endnu i saa Henseende: WILLUMSEN. Han begyndte som Arkitekt, blev siden Maler, senere Ke- ramiker og har senest vist, at han maaske dog allerbedst som Billedhugger formaar at udlade sit Kunstnervæsens fulde Kraft. Un- der Indtryk af al Slags moderne, impressio- nistisk og symbolistisk fransk Kunst, hvis Dristighed tiltalte hans dristige Tro til Kunst- ens Fremtid, brød han under sit Ophold i Paris i Halvfemsernes Begyndelse alle Bror af, som forbandt ham med Fortiden i Dan- mark og Fortiden i ham selv. Han sluttede sig en kort Tid til Raffaelli, lidt senere til Gauguin; men han rystede ogsaa denne Ind- flydelse af sig, og han var, da han mødte frem paa den fri Udstilling med en større Række af sine nye Arbejder og forargede en hel Hovedstad, visselig den ejendommelig- ste Fremtoning, der nogensinde havde vist sig i vor Kunst. Hvad der navnlig forargede, var de Fordringer, han gjorde paa at være dybsindig. Han var det ikke, og han er ikke bleven det siden. Men det kom hans Kunsts Form til Gode, at han selv tillagde endog de elementæreste af sine Tanker over Tilvær- elsen en overordentlig dyb Betydning. De stemte ham op, hans Tanker, til at føle sig paa ærbødig Afstand selv fra Hverdagsfor- hold i Tilværelsen, der, set paa denne Af- stand, voksede for hans undrende Bevidst- hed og derfra gik over i hans Kunst under større Former end de virkelige. Da saaledes hans Kunst grundede sig paa et Andagtsfor- hold, hvoraf Følgen var et Afstandsforhold, i Stedet for at grunde sig paa det Kærlig- hedsforhold mellem Kunstneren og hans Æmne, hvis Varme hurtigt meddeler sig Be- skueren og gør ham Kunstværket kært, blev alt, hvad der kom fra hans Haand langt fra at være indsmigrende — underlig util- nærmeligt og utilgængeligt for Følelsen. Hel- ler ikke til Forstanden havde det jo synder- ligt at sige, da det ikke var synderlig dyb- sindigt. Men det talte jævnlig til Fantasien paa noget nær den samme Maade, som Kunsten fra den ældste Tid. Og dette gjorde hans Kunst, fordi der virkelig hos ham var noget af det primitive Menneskes Ærefrygt for Naturens og Tilværelsens Mysterium. Hvad Willumsens Arbejder den Gang havde og delvis endnu har fælles med ældgammel Kunst, indskrænker sig ikke til at være no- get af dens Formler, men er noget af selve 222