Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

dens Aand, — dens Aand, som er knuget i Raadvildhed under det moralske Tryk af Tilværelsen, og som bruger Kunsten til at lette sig for dette Tryk ved at vælte vældige Former af sig. Dertil hører der bl. a. et Par mandsstærke Hænder, som kan tage fat om saadanne Former og bringe dem usøndrede, store og hele, fra Fantasien over i Kunst- værket. Men et saadant Par Hænder — et Par Næver fristes man til at sige — sidder der just paa Willumsen. Men strængt taget er maaske ogsaa hans Hænders mandige Energi, der begrunder hans Formbehandlings mandige Eftertrykke- lighed, hans eneste fuldbaarne Ævne som Maler. Det er i hvert Fald paa andre Om- raader end Malerkunstens, at han har skabt de ikke mange fuldbaarne Værker, der i det hele er komne fra hans Haand. Det er paa Arkitekturens Omraade den fri Udstillings Bygning, paa Skulpturens Omraade de store Buster og Gravmælet af hans Forældre, paa Kunsthaandværkets Omraade Askeurnen og andet. Indenfor den egentlige Malerkunst er det snarere blandt hans Skitzer end blandt hans Hovedværker, man maa søge det fuld- stændig lykkede, og indenfor Skitzerne atter snarere blandt dem i Vandfarve end blandt dem i Olie. Mere og mere synes det at skulle vise sig, at Oliefarven — sluttelig maaske Malerkunsten i det hele — slet ikke var det rette Element for denne Kunstner; der kom- mer maaske endog den Dag, hvor man med Overraskelse vil se ham nævnet anderledes end i Forbigaaende i en Fremstilling som nærværende, der ellers udelukkende handler om Malerkunst. Utvivlsomt har han dog haft stor Betyd- ning for den nyeste Udvikling af vort Mal- eri. Rigtignok har han med den Tro, han tidligere nærede til Muligheden af at skabe filosofiske Tanker eller andre indre Rørelser kunstnerisk Udtryk gennem et Tegnsprog af abstrakte Linjer, forledt et Par yngre Tegn- ere, som der ikke er Grund til at navngive, til at gaa endnu videre i hin fatale Retning. At dømme efter deres Forsøg, fører Retningen lukt ud i Vanvidet og har saaledes i det højeste en rent pathologisk Interesse. Men ved Siden deraf har Willumsen øvet megen afgjort sund og styrkende Indflydelse. For det første mo- ralsk derved, at han, som ingen anden, trods- ede og sluttelig kuede Mængdens Modstand, hvilket var en Opfordring til andre om at gøre som han og afvise alle Fristelser til at underhandle med Mængden. For det andet kunstnerisk derved, at han med Energien i sin Formbehandling — ligemeget om han malede eller modellerede — gav et nyttigt Eksempel i et Land, hvis Nationalskavank, Sløj- heden, gennemgaaende erkendelig heltud i de Pensler, der har malet Landets Kunst. Saa- ledes var EJNAR NIELSEN, den modigste i sine Motiver, den mandigste i sin Form og maaske den mærkeligste i det hele blandt alle vore yngste Kunstnere, næppe tænkelig uden Willumsen som Forgænger og Forud- sætning. Rigtigt er det blevet sagt om hans Kunst, at det ikke er Skyggesiden af Livet, hvormed den hidtil overvejende har beskæf- tiget sig, men Livets kulsorte Natside. Døden, direkte vist med Liget, er endda ikke det frygteligste, som denne Kunstner har tvunget os til at se; skaanselløst har han stillet os Ansigt til Ansigt med det, der er frygteligere end Døden: den ufuldbyrdede Tilintetgørelse i Skikkelse af dem, der lever trods Lamhed, Vanførhed eller anden helseløs Sygdom. Og naar ikke disse Ofre for hans Syge- eller Lighus-Fantasi laa svøbte i Liglagenet eller fængslede til et usselt Leje, færdedes de i Pjalter, der gjorde Tanken om deres Til- værelse endnu mere haarrejsende forfærde- lig at tænke. Uforsonligt, kun modbydeligt vilde nu disse Skikkelser have virket, og man vilde hastigt have vendt dem Ryggen, hvis ikke den Kunst, hvormed de var skild- rede, havde raadet over mere end et af de Midler, hvormed Kunsten kan forsone med det Hæslige. Det maleriske var blandt disse Midler; thi Billederne var malede med faa graa Toner, der gærne var fint og smukt sammenstemte. Alligevel var Tegningen i denne Kunst det mest forsonende. Den viste vel til Tider (navnlig naar den henskrev Lin- jer til et Landskab bag Figurerne) et Stænk af Selvglæde, beslægtet med den, der faar en øvet Haandskrift til at udarte til Manér. Men sligt var kun Brist paa den ellers stortskaarne Betragtnings opsummerende Ævne, som bar denne Kunst og bar den op i Retning af det monumentale. Den naaede det ikke altid; 223