Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

vekunsten. Den originale SVEND HAM- MERSHØJ og den af ham paavirkede STRUCKMANN, senest MØHL, er Eks- empler paa denne Retning, indenfor hvilken der opereres med et Minimum af Natur- følelse eller i hvert Fald med et Minimum af Naturstudium, — men ingenlunde uden Ævne for det dekorative. At møde denne Ævne i vor Kunst er i det hele taget blevet adskillig almindeligere end tidligere. Men samtidig har der rigtignok hos de ganske Unge vist sig en udstrakt Til- bøjelighed til at forsømme det strængt per- sonlige Naturstudium, der dog alle Dage maa være al Kunsts Kilde. Netop som man havde lært at gøre sig Kunsten vanskelig her- igennem, har man lært igen at gøre sig den let ved at hjælpe sig med Skabeloner for Ab- straktioner. Stærkt er den bleven fremmet, denne Tilbøjelighed, af vore Kunstneres Be- skæftigelse med de dekorative Kunster, der her i Landet — som allevegne ellers har taget den rene Kunst i sin Tjeneste og tvunget den til at omforme sig efter sit Behov, det, som i Retning af Natur er yderst ringe i Øjeblikket. Imidlertid er jo Danmark ikke det Sted, hvor nogen Bevægelse løber Linen ud. Enhver Aktion har her Reaktionen mod sig i Hælene, og saaledes har da ogsaa Til- bageslaget mod Stilbestræbelserne ledsaget disse saa at sige fra det Øjeblik, hvor de for Alvor truede med at bryde igennem. Til dette Tilbageslag bidrog maaske noget den Tilbageskuelse paa den gamle danske Kunst, hvortil Kunstforeningen i København gav Lejlighed med sine omfattende Udstillinger og Bøger til Belysning af de gamle danske Mestre. Enhver kunde jo se nu, hvor meget der var tabt, og hvor lidt der til Gengæld var vundet. Vunden syntes i bedste Fald Stilens Festivitas; tabt syntes i fleste Fald Sindets Simplicitas. Med stor Taknemlighed blev da nogle unge Kunstnere, Elever af Zahrtmann, modtagne, der ikke blot und- tagelsesvis havde bevaret noget af denne kostelige Egenskab, men som gjorde den gældende i deres Kunst paa en egen demon- strativt frimodig Maade. Et Medlem af denne Gruppe er Blomstermaleren HARALD HOLM, der ikke kender nogen Kælenhed i Opfattelsen af Blomsterne, men friskt og frejdigt tager dem, hvor han finder dem i størst mulig Fylde eller Farvepragt. Et andet Medlem af Gruppen er JOHANNES LAR- SEN, der forholder sig paa urørt Jægervis til Livet i Naturen og skildrer de vilde Fugle med en djærv Karakteristik og en usøden Kolorit. Et tredie Medlem er PAUL CHRISTIANSEN, der stundom trodser sin Tunghed paa Haanden og stiler mod højtliggende Emner. De øvrige: KARL SCHOU, PETER HANSEN, men navnlig Gruppens Centrumsfigur, SYBERG, holder sig ellers tæt nok ved Jorden og har netop deres Styrke i at sanse med alle Sanser, hvad der hører Jorden og Virkeligheden til. Det skildrer særlig Syberg med en bonde- agtig robust Ligegyldighed for, om Sanse- indtrykket er skønt eller ikke. Han indaander Stanken fra en Svinesti, Osen fra et Barne- kammer, Dampen fra en nyvendt Muld eller Duften fra et nysudsprungent blomstrende Frugttræ med samme fysiske Velbehag og opfordrer med sine Billeder Beskueren til at gøre det samme. Han lægger Vægt paa Kraft, ikke paa Finhed, i Farven og skyr al- drig at give Tingene deres rette Kulør. Han foretrækker ogsaa at være og blive kejtet i Foredraget frem for at fristes af en flydende Haand til at blive overfladisk. Og han naar ofte, hvad han med sine stærke og primitive Midler tilstræber: en Skildring, der er fuld af Kærne og Karakter, fri, som den er, for den Flovhed, der hyppigt følger med Forfinelse. Saaledes værnes der fra denne Side om en vis primitiv Kraft i vor Malerkunst. Fra anden Side har man endnu ikke opgivet Haabet om at forædle den, at give den Hold- ning og Stilens øvrige Statelighed. Fra tredie Side hævdes vedblivende det blot og bart maleriske som Malerkunstens egentlige Maal. Paa Grund af den nære indbyrdes Berøring mellem det lille Lands Kunstnere, paa Grund ogsaa af deres tiltagende indbyrdes Forstaa- else, der atter er en Følge af deres tiltagende Dannelse og videre Horizont, paa Grund endelig af den almindelige aandelige Vaaben- hvile i Landet efter de mange Aars aandelige Borgerkrig, staar dog Retningerne indenfor den danske Malerkunst lidet skarpt og pole- misk mod hverandre omkring Aarhundred- skiftet, hvor disse afsluttende Linjer skrives. 225