Om de engelske Veie

Paterson, almindelige Regler. 133 gel, der ikke har mange Undtagelser, at jo vanskeligere Stene ere at siaae, desto varigere ere de. Strandgruus (pit or water gravel) ev undertiden ret godt med Hensyn til Varighed, men, da det for det meste besiaaer af haard Sand, og smaa, glatte, runde Steen, vil det ikke let sammenfsies, og danner sielden en ret sicerk Vei. Det tiener bedst, hvor Grnnden hverken er for vaad eller for tvr; dog bor det ikke bruges til stærkt befarne Veie, med mindre man ikke kan erholde Steen. Ved at tale om Skadeligheden af Spor i Veiene, og for at vise, hvor vigtigt det er, at afvcerge disse, anfører Forfatteren, som Noget, han mener, Mængden ikke læg« ger Mærke til, at Hiulene, ved at gnide til Siderne, hvilket hin kan ffee, hvor der er Spor, afslide af Materialet mere end dobbelt saa meget, som Skinnernes Flade kan siide, naar Veien er jcrvn. Desfornden foranledige Sporene, at Vandet bliver staaende, hvorved ogsaa Vejmaterialet slides; ligesom og Hiulffinnerne lide, Trækdyrene Udmatt tes, og Seletoiet vdelægges*). Saasnart derfor det nyligen paalagte Materiale begynder at forrykkes af Hmlene, eller at vise Spor, bsr det udjævnes, enhver Forhsining borttages, og alle Spor, Huller eller Ujævnheder opfyldes. Herved vinder man tillige, at Veiens hele Brede bliver lige meget befaret; thi da de Steder, hvor nyt Materiale er paalagt, i Begym delsen maae vcrre noget tungere at kiere paa, saa ville *) I Hannover er det ved Opslag paa Veiene under en Rdlrs. Strassorbudt at kisrc i Spor.