Forelæsninger over mekanisk Teknologi
Holdne ved den polytekniske Læreanstalt

A. 4. f—5. a. I. 142 ved Glasblæserlampe, i Bri ndi uff- el ler Knaldluftflamme af blandet Gas og atmosfærisk Luft. d. Store Lodninger foretages ogsaa med et ejendommeligt Apparat, der leverer en stærk Kul i Ite flam me. Med en Slange blæses Luft tværs gjennem en transportabel Blikkasse med Laag, Haandtag og Blæsepibe. Blæsten gaaer forneden gjennem Gioder, Trækul fyldes efterhaanden i foroven. e. blod Lodning foretages dog især med Loddebolt JLodde- kolb), en Kobberhammer med Pen eller stærkt afrundet Spids og et •Jernskaft, der gjerne holdes i en vaad Klud. Loddebolten ophedes i. Trækulild, friskes paa Pennen og forfinnes med Salmiak og Snellod. Pen bruges til at smelte Draaber af Loddet paa Fugen, fortinne Randen og bevirke Lodningen ved Heden. Undertiden, især ved haarde Lodninger, samler man foreløbig Stykkerne med Jerntraad. Platina loddes uden Hjælpemiddel med Guld, helst udfældet og vasket Guldpulver. Jern loddes bedst med Kobber ved Hjælp af Olie. Loddefugen bør være meget fiin, da Kobberet villig suger sig ind i de fineste Spalter. Man passer alt- saa Stykkerne sammen, fedter Fugen med Olie, lægger et Par Kobber- fliser tæt ved, omgiver det Hele med Leer, undertiden dog med et aabent Kighul, og heder det til hvid Varme. Bruger man Messing, saa kan man nøjes med en lavere Varme; men Loddefugen maa være noget grovere, og Lodningen bliver'mindre stærk. Støbejern lodder man ikker gjerne, da det aldrig bliver paalideligt; vil man imidlertid lodde det, saa kan det skee med Kobber, ligesom Smedejern, naar det er Konststøbegods bedre med Sølvslaglod (f. Ex. 1 flint Sølv, i Messing, eller B Sølv, 2 Kobber, i Zink), fordi det ikke skæmmer Stykket saa meget. Fralodnlng skeer omtrent som Lodning ved Ophedning. A. 5. Motalstykkers ydre Fuldendelse. a. Matslibning, Sammenstikning. Glatslibning gaaer uden skarp Adskillelse paa den ene Side over i Tilslibuing, paa den anden i Blankslibning. Hen skeer: a. paa Skivestene, ligesom Tilslibuing, dog paa finere Stene, undertiden paa Fladen, oftest paa Kanten af dem; b, paa Haandstene. Naar en Eg dannes ved Slibning, er det en Tilslibning; men naar denne Eg siden gjøres finere ved „Hvæsning"*,