Forelæsninger over mekanisk Teknologi
Holdne ved den polytekniske Læreanstalt
Forfatter: J. Wilkens
År: 1872
Forlag: J.D. Qvist & Comp.
Sted: København
Sider: 610
UDK: 670 Wil TB Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000274
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
B. 2- .-a.
iß‘2
i.
af 4 Tom. Brede og 10 Tom. Dybde var der hugget dybere Huller
6 Tom. fra hinanden. Hver Arbejder havde ligemange Huller at
drive med lige tunge Køller i Takt efter Signaler. Ved haarde Stene
bør Hullernes Sider udfores med ombøjet Jernblik eller med Træ for
at formindske Friktionen. Man kan ogsaa spalte med torre Trækil er.
der drives maadelig fast og siden ndkv,ældes med Vand. Dette var
allerede brugt i Oldtiden. Skifer spaltes med lange, brede og tynde
Mejsler med buet Eg.
Savning kan foretages i de allerblødeste Stene med Savblade,
hvor Tænderne ere filede paaskraa, lige stærkt hældende til begge
Sider og vexelviis udlagte, saa de gjøre et bredere Snit, ligesom til
Træ. I noget haardere Stene af Værdi foretages en Gjennemslibning.
som kaldes Savning.
liugning skeer ved simple Arbejder umiddelbar og virksomst
med en Stenhuggerhammer, et Slags Øxe med 2 Ege paalangs
eller paatvsers (^B^ëdSmWÏÏ til foreløbigt Arbejde, ogsaa med to
Spidser („Spidshammer“). Til finere og vanskeligere Arbejde bruges
Mejsel. Til Konstsager bruger man ofte i det Grove en tregrenet
Mejsel, til finere Huguing en med enkelt Eg. Begge drives enten
med en Jernkølle eller med Siden af en kort, fiirkantet Jernstang.
Mejslerne slibes jevnlig og smedes undertiden tyndere i Egen, hvilket
Stenhuggerne ofte selv bestride. Man har ogsaa konstrueret Sten-
huggemaskiner, saavel til Høvling som til Boring ofl. ai nogenlunde
bløde Stem . Mm roirnor, at der gaaer en Tomme bort til fuldstændig
Afretning og Slibning, saa en overalt planeret Sten paa 24 Tom.
Sidelinie maa tilhugges med 26 Tommer Sidelinie.
3. Tilslibning, Matslibning, Polering.
Savningu er næsten altid en Gjennemslibning med Slibesand
og Vand ved Hjælp af et tyndt Blad af blødt Jern eller Kobber,
som er indfattet i en stor Armstilling og ophængt som i en Gynge
af 2 Touge fra opstaaende, elastiske Stænger. Saven kan da synke
noget, inden Tougene maa slappes. Under Arbejdet hældes stadig
vaadt Sand i Snittet. I haarde Stene gaaer det meget langsomt.
Porfyr saves med Smergel, da Sand ikke bider paa det ; men den er
saa kostbar , at den bedre taaler Udgiften til Smergel end det store
Materialtab ved Spaltning, og skal den forblive plan, saa vil man
siden spare meget Arbejde ved Slibningen. Man har Savmaskiner til
Planer med eet eller flere Blade, ligeledes til Cylindre og Kør.
^4tabùcl7^an~drejes, raspes, files og skrabes. Man sliber den med