Forelæsninger over mekanisk Teknologi
Holdne ved den polytekniske Læreanstalt

Forfatter: J. Wilkens

År: 1872

Forlag: J.D. Qvist & Comp.

Sted: København

Sider: 610

UDK: 670 Wil TB Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000274

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 610 Forrige Næste
Træbom, hvis Omfangshastighed er 5 Pct. større end Afgiverens. Den virker saaledes udenpaa Viklerne og skaffer derved en jevn Opvikling. Da Ulden kun tages zoneviis af Tromlen, har man ladet Afgiveren vandre langsom frem og tilbage; nu foretrækker man 2 Afgivere, der supplere hinanden, hver med sit Trille- og Opviklings- apparat. De to yderste Strimler kasseres som upaalidelige. Tænderne i Kartemaskiner sløves ved Brugen og maa slibes op imod Slibetræer eller Slibevalser, belagte med grov Smergel. Man har begyndt i de senere Aar at kæmme ogsaa kort Uld, som derved tillige sorteres efter Længden. Om dette Arbejde, der neppe bruges i Klædefabrikationen, senere hen. Den kartede Uld kan spindes: a. paa en almindelig Rok (Træderok), som den Side 268 bliver beskreven under Hørspinding, dog at den her intet Hoved har, fordi Ulden tilbydes den som Tøjer ved Haanden. b. Skotrokken (Haandrok). Her spindes med Spindel uden Vinge eller Spole tæt ved Gulvet. Kokken drives med den ene Haand paa et stort Hjul, Uldtøjerne holdes med den anden og strækkes saa langt, som man kan uden at flytte Fødderne. C. Spindemaskiner have ogsaa Spindler uden Vinger eller Spoler ; men da flere saadanne benyttes samtidig, høre Maskinerne til „Jennystolene“, opfundne til Bomuldspinding af Væveren Hargraves og opkaldte efter hans Kone. Vægerne fra Forspindekarterne spindes altid kun 1 Gang, ligeledes Tøjerne fra Loketkarterne, naar de skulle give meget grovt Garn, især Islætgarn; ellers spindes disse Tøjer 2 Gange; Slubning (Grovspinding) og Spinding (Fiinspinding). Slubbemaskinen (saaledes kaldes jo, som ovennævnt, ogsaa for Kortheds Skyld undertiden Slubbekartemaskinen) har en fast og en bevægelig Del: den faste med en skævt stillet Dug uden Ende, hvorpaa „Anstykkerne“ bringe Tøjerne enkeltviis og forbinde dem med nye, efterhaanden som de ville slippe op. Tæt foran denne Dug staaer en Barriere eller Presse, bestaaende af to lange Lister, mellem hvilke Tøjerne klemmes fast, saa Snoningen begrændses. Alle Spindlerne sidde paa en Vogn; naar denne er kjort 8—13 Tommer ud, lukkes Pressen, og Vognen kører videre, saa Vægerne strækkes 6— 9 Gange. Snoningen, der samtidig finder Sted, styrker de tynde Steder og skaffer derved en jevn Strækning, forudsat Ulden er til- strækkelig kartet. Snoningsgraden retter sig efter, hvor fint Spindet er, om det skal spindes igjen, og i modsat Fald om det skal bruges til Kjede eller Islæt. Spindlerne hælde 14—18° fra den lodrette