Erklæring Fra Generaldirektionen For Statsbanerne Til Ministeriet For Offentlige Arbejder Over Den Af Statsbaneudvalget Af 1911 Afgivne Betænkning

43 Da Driftsoverskudet som Følge af Lønningsloven gik ned m ed henved Millioner Kroner, eller da Finanslovkommissionens Forslag om en aarlig Ned- skrivning paa Anlægskapitalen toges til Følge, alt til liden Baade for de tantième- berettigede, var dette at betragte som Bestemmelser, trufne af Lovgivningsmagten, paa hvilke der ikke var Tale om at indvirke eller Adgang til at begrunde en Beklagelse fra deres Side, der saa Udsigten til Tantième forsvinde som en smuk Drøm. Nu da den samme Lovgivningsmagt har truffet Bestemmelser til atter at forøge de Indtægter, hvoraf Andelen i sin Tid var lovet, synes Hensynet til Ret- færdighed og Billighed at tale meget stærkt imod ved et Lovbud at berøve Tjenestemændene i de højere Stillinger den Udsigt til en Forbedring af deres Lønningsvilkaar, som frembyder sig. Er det nemlig ikke urigtigt, at en Nedgang i Statsbanernes Indtægter kommer til at virke til de ommeldte Tjenestemænds Skade, kan det heller ikke være urigtigt, at en Forøgelse kommer dem tilgode. I og for sig er det jo ingenlunde givet, at en Takstforhøjelse vil medføre en Forøgelse af Banernes Indtægter, og havde den sidst vedtagne Takstforhøj elses- lov givet et negativt Resultat, vilde Udsigten til Opnaaelse af en Udbytteandel være bleven end yderligere forringet, uden at nogen vilde have anset dette for urigtigt. Det maa ogsaa tillægges en vis Betydning, at Lovgiveren ikke i sin Tid fandt Anledning til at lade Loven af 13. Maj 1911 om Ændringer i Stats- banernes Takster — af hvilken man dog bestemt ventede sig et klækkeligt Ud- bytte — ledsage af Bestemmelser om, at dette ikke maatte virke som forudsat i Lov Nr. 113 af 27. Maj 1908, § 13, 1. Det er da formentlig kun simpel Retfærdighed, der taler for, at enhver /nrfte^isforøgelse, hvadenten den hidrører fra en egentlig Trafikforhøjelse eller fra ændrede Takster, maa komme de paagældende tilgode, naar alle Udgiftsiox&gtilsQX, hvad enten de er foranledigede ved stigende Arbejdsløn, sti- gende Varepriser o. 1. eller ved Lønningsforbedringer og forandrede Posterings- og Afskrivningsregler skal komme dem til Skade. Naar Udvalget ved sin Omtale af Virkningerne af Lov Nr. 111 af 13. Maj 1911 bemærker, at de nu bestaaende Bestemmelser om Tjenestemandenes Andel i Udbyttet er fastsatte „under For- udsætninger, som ikke længer er gældende“, er dette derfor et rent Postulat. Det er muligt, at Udvalget efter sine egne Ord „i det hele ikke deler de til Grund for Indførelsen af Tantièmesystemet liggende Betragtninger“, men disse har nu en Gang været Lovgiverens, og man betvivler i hvert Fald, at denne om sit Tilsagn fra 1908 om Udbytteande] til de højere Tjenestemænd i 1913 vil gøre gældende, at det paa ingen Maade skulde staa ved Magt, saa snart det maatte vise sig, at de forandrede Omstændigheder formaaede at omskabe Ud- sigten til Udbytteandel til en virkelig Nydelse af dette Gode. Man er her af den Mening, at Udvalget ikke har været helt blind for det uretfærdige i Følgerne af sit eget Forslag om Tantièmebestemmelsernes Op- hævelse og har givet denne Følelse Udtryk i sidste Stykke af Afsnit G. 2 paa Side 56, hvor det stilles i Udsigt under Form af et personligt Tillæg at yde de paagældende Tjenestemænd en beskeden Erstatning, saafremt Forslaget om Ophør af Adgangen til at oppebære Udbytteandel skulde gaa igennem. Udvalget finder selv, at der derved vilde tilføjes en Del af de nuværende Tjenestemænd ved Statsbanerne „en ikke ganske ubetydelig Forringelse af deres Kaar“ og foreslaar som Erstatning et Beløb svarende til Gennemsnittet af de i 5-Aaret 1908/09—1912/13 oppebaarne Udbytteandele. Den foreslaaede Erstatning svarer imidlertid kun saare lidt til den „ikke ganske ubetydelige“ Forringelse af Em-