Erklæring Fra Generaldirektionen For Statsbanerne Til Ministeriet For Offentlige Arbejder Over Den Af Statsbaneudvalget Af 1911 Afgivne Betænkning

4^ te bestemmelserne i Organisationsloven af 1903 hørte under 2den Lønningsklasse, men som ved Loven af 1908 henførtes til 21de Lønningsklasse, blev saaledes den samme, og for andre Tjenestemænds Vedkommende var Forhøjelsen saa ringe, at den i hvert Fald ikke kunde føles som en saadan. Dette gælder saaledes de Tjenestemænd, som ligeledes faldt ind under den ældre Ordnings 2den Lønnings- klasse, men havde et Bestillingstillæg af 600 Kr., og fremtidig hen førtes til 22de Lønningsklasse; for deres Vedkommende steg Slutlønnen ifølge de nye Lønningsbestemmelser med — 90 Kr. Naar hele den store Mængde af lavere Tjcnestemænd ved en Lov om almindelig Lønforbedring fik en klækkelig For- øgelse af deres Gager, medens de højere Embedsmænd fik ingen eller kun en ringe Lønningsforhøjelse, men til Gengæld et Tilsagn om Andel i Driftsudbyttet, saa falder det i hvert Fald noget søgt at ville udelukke enhver Tale om, at Ud- bytteandelen skulde anses som en Del af disse Embedsmænds Løn. Hvorledes man end teoretisk vil begrunde eller forklare Tilsagnet om Udbytteandel, saa staar Opnaaelsen heraf dog faktisk for det paagældende Personale som en Løn- forbedring — om end kun en betinget —, og en Berøvelse af den vil staa som en Nedgang i Lønningen. Saaledes var det allerede særdeles føleligt for de Tjenestemænd i de højere Stillinger, der, efter at Tantièmen var udbetalt i en Række Aar, trods det i Loven af 1908 givne Tilsagn om at faa Adgangen til Ud- bytteanclel bevaret, faktisk mistede deres Tantième netop paa Grund af den selvsamme Lov, der forhøjede de lavere Tjenestemænds faste Lønning med et saa stort Beløb, at det ganske udelukkede Muligheden af at opnaa det lovede Æqvivalent for den udeblevne Lønforhøjelse. Herpaa kunde Bestemmelsen om Henlæggelse til det aarlige Driftsoverskud af Renteindtægten pr. 1905—06 fra det i Statskassen inddragne Reservepensionsfond, ca. */2 Mill. Kr. aarlig, natur- ligvis ikke raade Bod. Derimod er det ganske rigtigt, at den lovmæssige Ad- gang til Andel i Driftsudbyttet blev aktuel, da Lov Nr. 99 af 13. Maj 1911 om Ændringer i Statsbanernes Takster traadte i Kraft — for Persontaksternes Ved- kommende den 1. December 1911, for Godstaksternes den 1. Januar 1912. Om den derved genopstaaede Tantièmenydelse mener Udvalget, at den „savner enhver Begrundelse“, idet det vistnok „maa anses for at være et stort Spørgsmaal, om Tjenestemændenes Adgang til at opnaa Andel i Udbyttet uden den ommeldte Forhøjelse af Taksterne vilde have faaet nogen synderlig praktisk Betydning“. Ved denne Betragtning gør Udvalget sig vistnok skyldig i en Fejltagelse. For det første var Banernes Overskud efter i 1909—10 som Følge af Lønnings- loven af 1908 at have været nede paa 2,890,978 Kr. i 1910—11 steget til 3,404,716 Kr., og det viste en stærkt stigende Tendens, hvad der blandt andet fremgaar af, at baade Antallet af Rejser og af befordrede Tons Gods fra 1909—10 til 1911—12 er steget fra henholdsvis 21,935,030 Rejser til 23,213,833 og fra 4,885,888 Tons befordret Gods til 5,468,129. Endvidere anvendtes de forhøjede Takster kun nogle faa Maaneder i Driftsaaret 1911—12, saaledes at Tantièmen for dette Aar i hvert Fald kun tildels kan skyldes Takstændringerne, og endelig kommer hertil, at den af Finanslovkommissionen foranledigede Be- stemmelse om en Afskrivning paa Statsbanernes Anlægskapital, hvorom der ikke var Tale, da Bestemmelserne om den bevarede Adgang til Tantième i 1908 blev truffet, i meget betydelig Grad formindsker Driftsoverskuddet. Alt dette maa tages i Betragtning, naar man vil se nøgtern paa den Aktualitet, som Tantième- tilsagnet atter fik i Løbet af Driftsaaret 1911—12.