Lysets Anvendelse
I Lægevidenskaben

21 højrødt og meget opsvulmet, Slimhinden paa Øje- æblet var stærkt svullen; derimod kom der slet ingen Svulst af Slimhinden paa Indsiden af Øjelaagene, fordi den havde været beskyttet imod Lyset. Lidel- serne varede hele Natten; næste Morgen begyndte Betændelsen i Øjnenes Slimhinde at tage af, Hudens Betændelse tiltog derimod indtil om Aftenen; den følgende Nat begyndte Overhuden at skalle af i store Flager, og efter nogle Dages Forløb var der intet andet at se som Rest efter den ualmindelig kraftige Betændelse end en let Brunfarvning af Huden. Denne Betændelses Forløb er typisk for Lys- betændelsen: den opstod under Forhold, hvor der ikke kunde være Tale om, at Varme indvirkede skadeligt paa Huden; Symptomerne fremkom først nogen Tid efter Udsættelsen for Lyset, og naaede deres Højdepunkt ved Slutningen af det første Døgn derefter; endelig efterlod Betændelsen et brunt Farvestof i Huden. Maklakows Forsøg er en værdi- fuld Støtte for den Opfattelse, at den af Lyset frem- bragte Betændelse i Huden ikke skyldes Varmestraa- lerne, men de kemiske (blaa, violette og ultraviolette) Straäler. Formodningen herom blev allerede i 1859 fremsat af den berømte franske Læge Charcot, der gik ud fra, at den Betændelse, som frembringes af det kun lidet varmende elektriske Buelys, maa have samme Aarsag som den, der skyldes Sollyset. Be- viset for Rigtigheden af denne Antagelse blev dog først i 1889 ført ad eksperimentel Vej af Widmark i Stockholm. For at erkende, om Hudbetændelsens Opstaaen er afhængig af de yderste kemiske (ultra- violette) eller af de yderste varmende (ultrarøde) Straaler benyttede Widmark sig af den Kendsger- ning, at Bjærgkrystal er passabelt for begge disse Straalearter, medens Glas absorberer de ultraviolette,