Lysets Anvendelse
I Lægevidenskaben

41 ligvis stamme fra Oldtidens og Middelalderens Folkemedicin, er i Aarhundredernes Løb gaaede i Glemme, men komme atter frem i en ny og bedre Skikkelse, nemlig støttede, ikke paa rent Erfarings- grundlag, men paa Nutidens naturvidenskabelige Forskning. Allerede tidligt i Middelalderen behandledes Koppepatienterne i rødt Lys; denne Behandlings- maade omtales med Anerkendelse af de lægeviden- skabelige Forfattere allerede i det tolvte Aarhundrede. Den kongelige engelske Livlæge Gaddesden (ca. 1300), der behandlede Kongens Søn, da han havde Kopper, skriver: „Jeg gjorde alt om hans Seng rødt, og det er en god Kur; jeg kurerede ham uden Mær- ker af Kopper”. Patienten undgik altsaa de Ar, som ellers næsten altid blev en Følge af Sygdommen. I de følgende Aarhundreder synes Metoden at have bevaret sit Ry; f. Eks. omtaler vor berømte Landsmand Thomas Bartholin den i det 17de Aar- hundrede som. almindelig anerkendt, og søger at begrunde den rationelt. For Datidens Læger stod det som noget meget gavnligt at faa Udslettet saa kraftigt frem som muligt; Bartholin mente nu, at dette lettest skete, naar Blodet blev trukket frem til Huden, og han tænkte sig, at Omgivelsernes røde Farve maatte kunne bevirke dette ved at irritere Huden, paa samme Maade som Okser irriteres af et rødt Klæde. Til Trods for denne meget svage Begrundelse benyttedes Behandlingen i rødt Lys endnu i det 18de Aarhundrede, da den berømte Montpellier-Læge Fouquet i en Afhandling om Kop- per meddelte, at man i hans Barndom klædte Koppepatienterne i skarlagenrødt Tøj og lod dem ligge i en Seng, der var omgiven af Gardiner af det samme Stof. Først langt ind i det 18de Aarhundrede forsvandt