Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Aarsfest i anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag den 8de April 1896
Heri: Om den historiske Udvikling af Matematikken som exakt Videnskab indtil udgangen af det 18de Aarhundrede
Forfatter: H.G. Zeuthen
År: 1896
Forlag: Trykt hos J. H. Schultz
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 510 Zeu TB Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000162
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
7
meddeles om Pythagoræerne, navnlig lægge Vægt paa
Kjendskabet til Løsningen af Ligninger af 2den Grad, hvilket
tillægges dem i den geometriske Form, som Grækerne i det
mindste senere gav denne Løsning, samt deres Opdagelse af
irrationale Størrelser. [ Forbindelse med det første staar
Konstruktionen af regulære Femkanter, som netop afhænger
af Ligninger af 2den Grad, og tildels Konstruktionen af de
regulære Polyedre, som Pythagoræerne ogsaa siges at liave
kjendt. Sammenhængen mellem Ligninger af 2den Grad
og Kjendskabet til irrationale Størrelser er aabenbar. da
Ligninger af 2den Grad i Almindelighed føre til saadaiine
Størrelser. Grækerne lode sig ikke, som Inderne senere
gjorde, nøje med at regne Rødderne ud med en Tilnær-
melse, som man. kunde gjøre saa god, som hvert enkelt
Spørgsmaals Natur krævede. Dertil besacle de, som alt be-
rørt, heller ikke gode Midler. Derimod gave de sig til at
anstille Betragtninger over, hvorvidt man overhovedet kunde
naa Maalet ved saadan Tilnærmelse. De lagde deres Sands
for absolut math.emati.sk Nøjagtighed for Dagen ved at indse,
at denne ikke naas, hvor længe man end bliver ved med
saadanne Tilnærmelsesprocesser.
Der existerer saaledes et gammelt Bevis, som maaske
skriver sig fra Pythagoræerne, for, at Diagonalen i et Kva-
drat ikke kan have noget fælles Maal med Siderne, et Bevis,
som er den græske geometriske Form for følgende Bevis for,
at 1;2 er irrational, eller at der ikke existerer nogen Brøk,
som, multipliceret med sig selv, giver 2. Kalde vi, idet vi
bruge moderne Tegn, en saadan Brøk og antage vi, at
den er forkortet saa meget som muligt, skulde vi have
m2 = 2 n2.
Var dette Tilfældet, blev m2 og følgelig m et lige Tal, alt-
saa, da Brøken er uforkortelig, n et ulige Tal. Idet m er et
lige Tal, maa m2 være delelig med 4, altsaa - , eller n2