Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Aarsfest i anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag den 8de April 1896
Heri: Om den historiske Udvikling af Matematikken som exakt Videnskab indtil udgangen af det 18de Aarhundrede
Forfatter: H.G. Zeuthen
År: 1896
Forlag: Trykt hos J. H. Schultz
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 510 Zeu TB Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000162
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
69
uafhængig Fremstilling af, hvorledes y varierer som af-
hængig af x.
Naar Ligningen mellem x og y var algebraisk, fandt
Newton saaledes et almindeligt Middel til at fremstille en
algebraisk Funktion. En tilsvarende Fremstilling af transcen-
dente Funktioner fik han derved, at Formaalet med hans
Rækkeudviklinger netop var at udføre Kvadraturer, hvilket
her betyder det samme som at integrere de udviklede Funk-
tioner. Herved fik lian ogsaa Rækkeudviklinger for transcen-
dente Funktioner, foreløbig særlig for cirkulære og logarith-
miske. Da hans Rækkeudviklingsmethode ogsaa kunde an-
vendes, naar Ligningen mellem x og y selv allerede inde-
holder en uendelig Række, kunde han vende de fundne
Rækker om og foreløbig finde Udviklinger for trigonometriske
og cirkulære Funktioner. Ja ved. Hjælp af de ubestemte
Koefficienters Methode dannede han endog Rækkeudviklinger
for Funktioner fremstillede ved Differentialligninger, og disse
Rækkeudviklinger give saadanne Funktioner en af Difte-
rentialligningen uafhængig Existens.
Logisk set, beviste han vel ingenlunde det samme som
i vort Aarhundrede Cauchy, at en Differentialligning i x
og y i Almindelighed har et Integral; men lian gav Frem-
gangsmaader, ved Hjælp af hvilke man for en vilkaarlig
given Differentialligning, som ikke frembyder for store tek-
niske Vanskeligheder, kan bestemme Integralet med saa stor
Nøjagtighed, som man vil. Newton nøjedes dog i de fleste
af de her omtalte Tilfælde med at vise, hvorledes Rækken
dannes; men de Oplysninger, han paa flere Steder giver,
vise en rigtig Opfattelse af Konvergensspørgsmaalet.
Brugen af de uendelige Rækker udgjorde det ene af
de store ledende Princip er i Newtons Infinitesimalregning.
Den anden ledende Tanke var den, at de Operationer, som
Leibniz snart efter kaldte Differentiation og Integration, ere
indbyrdes omvendte Operationer. Af disse havde man, som
alt omtalt, længe udøvet den sidste under Navn af Kvadra-