Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Aarsfest i anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag den 8de April 1896
Heri: Om den historiske Udvikling af Matematikken som exakt Videnskab indtil udgangen af det 18de Aarhundrede
Forfatter: H.G. Zeuthen
År: 1896
Forlag: Trykt hos J. H. Schultz
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 510 Zeu TB Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000162
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
74
anvendes paa almindelige Størrelser, eftersom disse i Alminde-
lighed ikke kunne fremstilles ved Forhold mellem hele Tal,
Leibniz med den, at man ikke i sine Beviser maa benytte
uendelige — smaa eller store — Størrelser, eftersom uendelig
er en rent negativ Bestemmelse. Begge Dele havde man
vistnok Baade i den tidligere Oldtid og ganske vist i den
nyere Tid før henholdsvis Descartes og Leibniz gjort med stort
Held. Men i exakte Beviser krævedes en fuldstændig Over-
ensstemmelse med de Gamle, altsaa en Henførelse af Alge-
braen til det, som findes i de Gramles Geometri, deri ind-
befattet Proportionslæren, og af de infinitesimale Bestem-
melser til saadanne Grænsebestemmelser, for hvilke der kan
føres et Exhaustionsbevis. Descartes støtter sin Ret til at
bruge den arithmetisk opførte Algebra i Geometrien, det er
i den almindelige Størrelseslære, derpaa, at han ved en blot
Navneforandring kan drage selve de Gamles Geometri ind i
denne arithmetiske Algebra. Leibniz søger Sikkerheden for,
at det samme, som hans Vemier og Lærlinge udtrykke, idet
de tale om uendelig smaa Størrelser, ogsaa, men. blot i en
mere besværlig Form, kan udtrykkes som exakte Grænse-
bestemmelser. I det første Skrift, hvori han forelægger
Differentialregningen for Offentligheden, undgaar han endog
ved en direkte Brug af Grænsemethodeii de uendelig smaa
Størrelser og giver en Definition paa Differentialer, der ikke
afviger væsentlig fra den, vi nu skylde Cauchy. Senere lien
giver han i det mindste Anvisning paa, hvorledes de uende-
lig smaa Størrelser skulle forstaas, naar de skulle kunne an-
vendes i exakte Beviser. Han fremhæver nemlig, at derved
ska] menes Størrelser, som kunne gjøres saa smaa, at det
ved dem vises, at Afvigelsen fra det Resultat, som skal
bruges, maa være mindre end enhver nok saa lille Størrelse;
men da er denne Afvigelse. 0.
Han forsømmer dog at indlægge disse sidste Betragt-
ninger i en udtrykkelig Definition, som vedblivende kunde
lægges til Grund for Brugen af de uendelig smaa Størrelser,