Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Aarsfest i anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag den 8de April 1896
Heri: Om den historiske Udvikling af Matematikken som exakt Videnskab indtil udgangen af det 18de Aarhundrede
Forfatter: H.G. Zeuthen
År: 1896
Forlag: Trykt hos J. H. Schultz
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 510 Zeu TB Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000162
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
75
og den, han, som nys nævnt, først havde givet af Differen-
tialer, holdt sig ikke. Efter ham gik det altsaa omtrent
som med den aritlimetiske Algebra efter Descartes. Man.
fastholdt de Egenskaber ved uendelig smaa Størrelser, som
komme til Anvendelse, naar de skulle bruges, navnlig dem,
at en uendelig lille Størrelse selv kan bortkastes, naar den
skal lægges til eller trækkes fra en endelig Størrelse, ligesaa
Potenser af uendelig smaa Størrelser, naar de skulle lægges
til eller trækkes fra Potenser med lavere Exponent. Man
vænnede sig saa godt til at bruge disse Regler og til derved
at vinde nye og rigtige Resultater, at man glemte at spørge
om deres logiske Berettigelse, ja endog at gjøre Kede for
den logiske Betydning af de Ord, man brugte.
En saadan Uklarhed kunde endog synes at ligge i en
enkelt Ytring af Leibniz. Naar han f. Ex. vil oplyse det
uendelig smaa ved at sammenligne Jordens Størrelse med
Afstanden fra Fixstjernerne eller en Boldt med Jorden, og
nendelig smaa Størrelser af anden Orden ved at sammenligne
Boldten med Afstanden fra Fixstjernerne, kunde derved synes
at være given en urigtig Anvisning. Størrelser af den an-
førte Art kunne nemlig kun bruges til at bevise, at en Sæt-
ning ikke afviger meget fra at være rigtig, ikke at den er
ganske rigtig. Leibniz’ Slutningsord paa samme Sted vise
imidlertid, at det slet ikke er lians Mening at sætte disse
meget smaa Størrelser i Stedet for de uendelig smaa, men
kim paa en anskuelig Maade at vise Vejen til at gjøre Størrel-
serne saa smaa, at Fejlen bliver mindre end den givne Fejl
(o : end en vilkaarlig opgiven Størrelse). Dette stemmer, som
lian med Rette siger, med Archimedes’ Behandling. Han
finder kun Brugen af de uendelig smaa Størrelser, hvilke
han andetsteds betegner som toleranter vera, mere conforme
å Vart d’inventer.
Denne Forsigtighed deltes ikke af lians Venner og Lær-
linge, der endog kunde bebrejde ham, at han paa dette Punkt
gjorde Tilhængerne af den gammeldags Grænsemethode for