Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Aarsfest i anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag den 8de April 1896
Heri: Om den historiske Udvikling af Matematikken som exakt Videnskab indtil udgangen af det 18de Aarhundrede
Forfatter: H.G. Zeuthen
År: 1896
Forlag: Trykt hos J. H. Schultz
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 510 Zeu TB Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000162
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
81
har lært at bringe det vundne Udbytte indenfor de rigtige
Grænser.
I denne Forbindelse kan endnu nævnes, at først Johan
Bernoulli og senere Euler efter langt større Maalestok over-
førte paa transcendente Ligninger med uendelig mange Led,
hvad der vides om endelige algebraiske Ligninger. Ad
denne Vej fandtes mange vigtige Summationer af uendelige
Rækker og Opløsninger i uendelige Produkter. Leverer den
anvendte Betragtningsmaade end ikke fuldstændige Beviser,
lade saadanne sig dog her forholdsvis let knytte, dertil.
Den her omtalte Brug af divergente Rækker gik dog
heller ikke den Gang upaatalt hen. De Anskuelser, som vi
nu hylde, fastholdtes i Aarhundredets Begyndelse af Varignon.
og paa Eulers Tid af Nicolaus Bernoulli og d’Alembert.
Den Sejr, de have vundet i vort Aarhundrede, forberedtes
endelig af Lagrange. Han var vel tidligere gaaet i Eulersk
Retning. I sin Théorie des fonetions tager han i Reglen
heller ikke Hensyn til Rækkernes Konvergens, der for saa
vidt er ham mindre magtpaaliggende, som han ligesom
Newton væsentlig bruger dem for tilstrækkelig smaa Vær-
dier af den uafhængige Variable. At han dog har de nød-
vendige Hjælpemidler rede, viser hans Diskussion af Rest-
leddet i Taylors Række og Anvendelse deraf til at prøve,
om Rækken konvergerer og fremstiller den. Funktion, som
ønskes fremstillet.
I Sammenligning med Operationerne med uendelige
Rækker maa det forrige Aarhundredes Benyttelse af imagi-
nære Størrelser betragtes som mere uskyldige. Det var en
umiddelbar Overførelse af de sædvanlige algebraiske Regnin-
ger paa saadanne Størrelser, som indeholde V— 1, idet man
blot karakteriserede denne Størrelse ved, at dens Kvadrat er
— 1. Saadanne Regninger udførtes med rigt Udbytte lige
fra Leibniz’ Tilløb til ad denne Vej at integrere Brøker,
hvis Nævnere ikke indeholde lutter reelle Faktorer af første
Grad, til Eulers bekjendte Formler til Overgang mellem ex-