Om Arternes Oprindelse
En Populær Fremstilling

— 108 — kun bestaar i stads og flitter uden nogen reel betydning selv for parringskampene. Men her kommer en omstændighed os til hjælp. Det er, at hunnerne hos mange arter, særlig hos fuglene, ikke parrer sig med hvilken- somhelst han, som frembyder sig, men vælger den, de synes bedst om. Dette er ikke nogen theori, men en direkte iagttagelse. Der sker et ■parringsvalg i ordets direkteste betydning. Hos mange fugle kjæmper hannerne om hunnen, men hos særdeles mange arter kjæmper de ikke, men konkurrerer kun i fredelig kurtise. Der foreligger mange iagttagelser over dette, og vi har hos os et velkjendt eksempel i tiurens leg. Man ved fra andre arter, at hannerne samles paa bestemte pladser, hvor hunnerne ind- finder sig som tilskuere eller tilhørere, og der opfører rene sangerkampe, eller spadserer om- kring med alslags fagter for at vise sin hales pragt og fjærenes straalende farver. Og den eller de hanner, som er de flinkeste i denne kurtise, dem flokker hunnerne sig om, de formerer sig, deres egenskaber nedarves, mens de andre maa pille af uden at faa sig noget harem. Og i fugleverdenen, som ellers, er de egenskaber, som hunnerne sætter pris paa, ikke netop de solide egenskaber, men alslags overflødig stads og pragt. Det parringsvalg, hunnerne udøver, forklarer os paa en maade, der er ganske analog med