Om Arternes Oprindelse
En Populær Fremstilling

— 14 — ret, naar han anser dannelsen af bastarder for at være kilden til dannelsen af mange af de nulevende dyre- og plantearter, arter, som vi ikke kan skjelne fra de, som er opstaaede paa anden maade. Allerede Linné antog altsaa, at der var to slags arter til i verden, nogle, hvis forfædre var opstaaede ved en selvstændig skabelsesakt, satte ind i verden med et slag ved en over- naturlig handling, og andre, som var opstaaede paa naturlig maade, af de tidligere eksisterende. Linnés lære om arternes tilblivelse var ene- raadende i hele det forrige aårhundrede, noget som visselig mere skyldes hans store anseelse som botaniker end lærens egne fortjenester. Del- er jo ved denne lære, foruden mange andre ting, den omstændighed, at den kræver en hel del hjælpetheorier for blot at blive nogenlunde rimelig. Hvorledes skulde man f. eks. kunne tænke sig, at løver og tigre, som er henviste til at leve af rov, skulde kunne undgaa at fortære det første par faar, kjør o. s. v. Da er dog Miltons lære, hvorefter disse dyr skabtes i hjor- der, mere rimelig end Linnés, hvorefter hver art høist havde et par forældre. Gaar vi et hundrede aar frem i tiden — eller rettere blot et halvt hundrede — kommer vi til Cuvier, en mand, hvis navn i Frankrigs videnskabelige historie har en lignende ædel