Om Arternes Oprindelse
En Populær Fremstilling

kjætter for sin evolutionslæres skyld, og skjønt det ikke kunde genere ham i hans grav, saa var det et fingerpeg for tidens mærid om at være forsigtige i sine udtalelser. Det var de ogsaa i virkeligheden, og flere af de mere be- kjendte forfattere, som har berørt dette emne, som f. eks. Giordano Bruno og Descartes, ud- talte sig i taagede, gaadefulde udtryk, som ingen større betydning fik, men som dog for vortid viser, hvad deres mening var. Noget bestemtere var Leibnitz’s udtalelser, men han fik ogsaa jesuiter- nes vrede at føle, skjønt paa en mindre voldsom maade end Bruno. De hindrede forskj ellige af hans planer til videnskabens fremme. Ingen af disse forfattere, hverken kirke- fædrene eller Leibnitz, kan dog regnes som egentlige forløbere for udviklingslæren i dens nuværende form. Det er derimod delvis tilfælde med franskmanden de Maillet, som i 1748 udgav en bog, der handlede om geologiske emner og om arternes oprindelse. Hans syns- maader blev angrebne af baade de kirkelige myndigheder, som ansaa ham som fritænker, og af Voltaire, der spottede ham som altfor ortodox. Han holdt paa, at den ene art kunde fremstaa af den anden, men havde svært rare ideer indimellem, idet han for alvor fremsatte den mening, at det første menneske var født af en havfrue. Jeg vil ikke opholde mig ved andre