Om Arternes Oprindelse
En Populær Fremstilling

— 49 — maatte staa i strid med den mosaiske be- retning. » Men om Buffon nok saa meget tilbage- kaldte, saa døde ikke de meninger, han havde sluttet sig til og under friere forhold rimeligvis var bleven en ivrig forkjæmper for. Mod slutten af forrige aarhundrede voksede udviklingsideernes strøm i styrke og kraft, og den opdæmning, som Cuvier og efter ham Agassiz forsøgte, bevirkede ikke andet, end at strømmen bredte sig endnu mere og tilslut brød alle dæmninger, da Darwins bog «Om arternes oprindelse» udkom i 1859. Af de mænd, der efter Buffons tid var Darwins forgjængere, maa vi nævne nogle faa, det var Goethe og Treviranus i Tyskland, men især Lamarck og Geoffroy St. Hilaire i Frankrig. De færreste har vel nogen forestilling om Goethes betydning for naturvidenskaben — den er bleven overskygget af hans storhed som digter. Men denne betydning var ikke ringe, og skjønt han ikke selv har leveret noget bidrag til udviklingslæren som saadan i bestemt formu- leret skikkelse, saa er det dog med rette, at han nævnes blandt udviklingslærens forkjæmpere. Goethe opstiller en lære om planternes metamorfose, som er det mest kjendte af hans arbeider af biologisk indhold. I dette arbeide 4 — Om arternes oprindelse.