Om Arternes Oprindelse
En Populær Fremstilling

 — 55 — Disse oprindelige stamforældre til alle levende væsener tænkte St. Hilaire og Lamårck sig som yderst enkle, usammensatte organismer. Efterhvert som tiden gik, saa spaltede de sig i en række forskjellige arter, hvis bygning blev noget mere kompliceret. Disse arter varierede igjen. Der opstod i massen af individer enkelte, som var lidt forskjellige fra sine forældre. Disse smaa variationer nedarvedes ti] disses efterkommere og øgedes efterhvert, indtil variationen var bleven saa stor, at en ny art var opstaaet. Saaledes med de andre arter ogsaa, og herved øgedes an- tallet af arter gradvis opigjennem tiderne, sam- tidig som deres bygning tiltog i indviklethed — i fuldkommenhed, som man gjerne siger, men neppe med rette. Det, som her er karakteriseret i et par ord, var den udviklingslære, som var fælles for La- marck og St. Hilaire. Denne lære var det, den sidste saa kraftig forsvarede mod Cuvier. Derimod afveg Lamarcks og St. Hilaires theorier fra hinanden med hensyn til maaden, hvorpaa de tænkte sig, at arternes forandringer blev bevirket. Begge var de paa det rene med, at der maatte en eller anden drivende kraft til, forat en art skulde frembringe en eller flere nye. Intet sker her i verden uden en naturlig aarsag, det var de begge enige om; hvilken drivkraft der