Store Opfindelser
Tildels efter L. Figuier’s „Les grandes inventions modernes“

294 Kunstig Belysning. sættes Vox eller Stearin, før den formes. De her sidst nævnte Emner hører ikke til de fede Syrer, men til flygtige eller etheriske Oljer. 2. Belysningsoljer og Lamper. Oljer kalder man en hel Del, iøvrigt hpist forfljellige, i Naturen forekommende eller paa kUnstig Vis frembragte, flydende Emner. Alan har fede Oljer, som ikke tørker ind, saaledes Raps- olje, Bomolje, Palmeotje, Olivenolje osv., hvoraf nogle bruges som Belysmngsemner, andre som Fødeemner og atter andre til Smurning for Maskiner m. ni. Bian har fede Oljer, som fuld- stcendig tørker i Suften, saasom Linolje, Hampolje m. fl., og som brUges ved Malning. Videre har man en hel Mængde ikke fede, men flygtige _c(Ier etheriske Oljer, der dels kan benyttes som Belysningsstoffe, dels til parfumerier; de har nemlig paa Grund af sin Flygtighed en ejendommelig, behagelig eller Ubehagelig, Sugt. Som Belysningsstof anvendes saaledes den før nævnte Parafinolje og Trceolje, hvilken sidste fremstilles af Trce- tjære; i den seneste Tid er dog disse to Sorter godtsom aldeles fortrængt af Petroleum eller Jordolje, der paa flere Ste- der, især i Amerika, findes færdig dannet af Naturen selv. Alle disse Oljer er hovedsagelig KUlvandstofforbindelser. Inden vi gaar over til nærmere at betragte de til Belys- ning benyttede Oljer, maa vi med et Par Ord omtale de yderst vigtige Stoffe KaUtschilk og G Ut tap er ka, der ogsaa er ind- tørrede kulvandstofholdige Safter af flere tropiske Træsorter. KaUtschvken er opløselig i Terpentinolje og Svovlkulstof og benyttes til vandtætte Tpier, til elastiske Rør osv. Det bliver endnu mere elastisk, naar man tilblander lidt Svovl, bvorved faaes saakaldet vulkaniseret Kantschuk. Blandes enbnu mere Svovl tit, faaes faste, hornagtige Masser. Gttttaperka er ved almindelig temperatur haard, ved Ophedning bliver den blød og kan da formes. Fede Oljer. Indtil den sidste Tid var det de fede Oljer, man benyttede som Belysningsoljer, saaledes den saakaldte „Lampe- olje", der især vindes af Frøet hos Rapsplanten, som af denne Grand mangesteds dyrkedes i store Mængder. Man benytter ved Forbrændingen en Vege af Bomnldsgarn, enten vævet til en liden Cylinder, et fladt Baand eller blot som enkelte, løsspmldne Traade. Vegen brUges for at skaffe et nogenlunde ligeligt Tilløb af Olje til Forbrændingsstedet, hvorved Forbrændingen bliver mere jævn; men den er i og for sig ikke absolut nødvendig. Ved sin Haarrørskraft vil Vegen fuge Oljen op til sin øverste Ende, hvor Antændingen sker. I sin enkleste Form bestaar Lampen for Forbrændingen af fede Lvsoljer blot af en skaalformig, i den ene Ende til et