Store Opfindelser
Tildels efter L. Figuier’s „Les grandes inventions modernes“

Forfatter: O. A. Corneliussen

År: 1881

Forlag: Forlagt af Alb. Cammermeyer

Sted: Kristiania

Sider: 379

UDK: 6 (09)

Tildels efter

L. Figuier’s „Les grandes inventions modernes“

ved

O. A. Corneliussen,

Kand mineral. og Overstiger ved Kongsberg Sølvverk.

Med 215 i Texten indtrykte Tegninger.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 392 Forrige Næste
Kunstig Belysning. 309 Denne bestaar af et større, nedentil afrundet Kulstykke, der staar i Forbindelse med den positive Traad, og en lang KUlspids, der knyttes til den negative og holdes ved Vægter op til det positive Kulstykke. Raar Tykkelsen er saa forskjellig, bliver blot det tynde Kul gjpdende, og er saa dette negativt, fortæres det ikke saa hur- tigt som ved Jablochkoffs. Den væsentligste Fordel er dog den, at en ensartet Strpm kan anvendes. Lysstyrker sammenlignes med Lysstyrken hos en Carcels Lampe, der forbruger 42 Gram Rapsolje pr. Time. Ved de største Grammeske Maskiner har man kunnet opnaa en Styrke hos det elektriske Lys af over 1800 Carcel-Lamper, altsaa en ganske umaadelig Lysstyrke. Det elektriske Lys selv er ikke gnl- agtigt som alt andet knnstigt Lys, det er blændende hvidt som Sollyset og af en Glands, der ligner dette; det har snarere en lidt blaalig Farve, der virker Ubehageligt, men som let kan be- tages det. Paa Grund af sin Hvidhed tillader det at fkjelne alle Farvennancer ligesom ved Dagslyset, hvad der jo ofte er af den største Betydning. Andre meget væsentlige Fortrin har det frem- for anden kunstig Belysning deri, at det ingensomhelst skadelige Gasarter udvikler, ikke forbruger Luftens Surstof og i Stedet giver os Kulsyre og Vanddamp i Værelserne, og at det ikke er det allerringeste ildsfarligt. Det kan synes besynderligt, at et Lys, der eier en Varme, stærk nok til at smelte Platina, større end nogen anden Varme, som man er istand til at opdrive, ikke skulde være ildsfarligt; men det er dog saa. Tiltrods for, at det selv eier en saanmaa- delig Hede, har det dog en yderst ringe Evne til at ndstraale Varme. I Afsnittet om Spektralanalysen er omtalt, at det er især de gUlryde og rpde Farvestraaler samt nogle Udenfor denne Side af Spektret faldende, usynlige Straaler, der indeholder Varme, og at derimod Straalerne henimod den violette Ende af Spektret ikke viser Spor af Indflydelse paa et Thermometers KUgle, de eier godtsom ingen Varme. Vore almindelige Lamper, Lys og Gas har nu mest Straaler as den mindst brydbare røbe og gule Farve og de ikke lysende, mørke, endnu mindre brydbare Varmestraaler, derfor udsende de, trods sin langt ringere Tem- peratUr ogsaa en ofte høist generende Hede. Det elektriske Lys indeholder derimod faa Straaler af denne Brydbarhed, medens det har en forholdsvis særdeles stor Mængde af de blaa og vio- lette Straaler, der ingen Varme eier, blot Udsender Lys. Me- dens altsaa det elektriske Lys selv har en umaadelig Hede, Ud- sender det dog forholdsvis kun ganske Ubetydelig Varme. Raar nu til disse store Fortrin kommer den Omstændighed, at det elektriske Lys falder billigere end Lysgasen (man har paa- staaet, at Omkostningerne, selv ved Anvendelsen af en Dampma- skine til Drift af Elektromagneten, knn stulde blive V« heraf og.