Store Opfindelser
Tildels efter L. Figuier’s „Les grandes inventions modernes“

308 Kunstig Belysning. de senere Tider mere almindeligt har været benyttet, er den af Franskmanden Duboscq konstruerede Lampe, hvori et Urverk bevæger de to Kulspidser og holder dem i en passende Afstand fra hinanden. Hvis man anvender en stadig Strøm i samme Ret- ning, saa vil det positive Klilstykke fortæres dobbelt saa hurtigt som det negative, og dets Bevægelse maa altsaa ogsaa vcere dobbelt saa stor. Det er imidlertid ikke saa, at Urverket gaar stadig, det sættes blot igang, naar KUlstykkerne er fjernede til en bestemt Afstand fra hinanden. Dette opnaaes derved, at Uret er forsynet med et Anker og en Elektromagnet, hvorom den ene Poltraad er viklet. Saasnart Strømmen sættes i Virksomhed, bliver denne Elektromagnet til en Magnet, der tiltrækker Ankeret, og Urverket standser. Men naar Kulspidserne har fjernet sig saa meget, at Strømmen bliver svag, saa har Mag- neten ikke længer Kraft nok til at fastholde Ankeret, der fal- der tilbage, og Urverket bevæges, indtil atter Kullene er kommen nær ti eb hinanden, og Strømmen er bleven stærk nok til igjen at tiltrække Ankeret. Der er dog en ubehagelig Omstændighed ved denne periodiske Fjernelse ogNærmelse, idet nemlig Lyset aftager lidt efter lidt med Strømstyrken, indtil Kulspidserne plud- selig bringes tæt hen til hinanden, hvorved Lyset igjen tiltager stærkt. Man har altsaa intet stadigt Lvs, men et, der periodisk af- og tiltager. En anden Franskmand, Serrin, har siden kon- strueret en noget fuldkomnere Lampe. Den Lampe, som nu mest bruges, endskjøndt ogsaa denne lider af ikke Uvæsentlige Mangler, er den af Russeren Jabloch- koff i 1876 patenterede, og som er indrettet paa en ganfle an- den Maade. Ved denne benyttes ingen egen RegUlator; Kulstyk- kerne stilles vertikalt og paralelle, "kun adflilt ved en Plade af Porcelæn eller Gips, der ved den Udviklede Hede i Lysbuen smel- ter og fordamper lidt efter lidt ovenfra nedover og saaledes stadig lader KUlspidsernes øvre Ender frie. Det er dog nødven- digt, for at KUlspidserne stal fortæres lige hurtigt, ved denne Lampe at anvende vexlende Strpmme, i det ene Dieblik gaar den positive Strøm fra det ene Kulstykke til det andet, i det næste Dieblik gaar (Strømmen fra det sidste til det første. Strømmen afbrydes og sluttes altsaa med korte Mellemrum. Dette har, naar Vexlingerne fler mere end 25 Gange i Sekundet, intet at betyde for Lyset selv, det vil ikke synes blaffrende, det gjyr Jnd- tryk af at vcere fuldkommen stadigt. Men det har en anden Ulempe, idet nemlig disse stadige Vexlinger frembringer en futn: mende Tone, der forstærkes ved Lampeknplernes Resonnants, Lampen synger. Jablochkoffs Lampe har ogsaa den Feil, at den, naar den engang er slukket, ikke igjen tænder sig selv. Werdermann i London har i 1879 konstrueret en endnn fuldkomnere Lampe, hvorved man ikke behøver vexlende Strpmme.