Betænkning Angaaende Tilvejebringelsen Af En Endelig Ordning Af Afløbsforholdene Ved Ringkøbing Fjord 1915

22 nogenlunde tilfredsstillende Vandstandsforhold, og den forholdsvis lidet skiftende Vand- stand kom disse Jorder tilgode. Efter Fremkomsten af det store Udløb i 1910 og clen der- med følgende stærkt vekslende Vandstand led en Del af disse Jorder i betydelig Grad skiftevis af Oversvømmelser med stærkt saltholdigt Vand og af Udtørring. Ganske enkelte Steder søgte man at beskytte Jorderne mod Oversvømmelse ved primitive Digeanlæg. Engene, der udgør Hovedparten af de i Udløbsforholdene interesserede Are- aler, har dels et dybt Lag Klæg dels et tyndere, i mange Tilfælde ganske tyndt Klæglag, hvilende paa Sand, dels forekommer der endelig i visse Egne, særlig mod Norel og Nordøst, Torveenge i betydelig Udstrækning. Vegetationen var, særlig mod Nord og i Skjernaa-Dalen, Ferskvands- (Gest-) Vegetation. I Henseende til Arter var Vegeta- tionen meget forskellig, tilpasset til Jordbundens Beskaffenhed og Fugtighedsforholdene; Star og Katteskæg dominerede paa store Strækninger af magre, sandede, henholdsvis for vaade og for tørre Enge; ved meget mangelfuld Vandafledning optraadte Kærulcl i Forening meel visse Stararter; paa Tørveenge med taalelig Vandafledning herskede Mose-Bunke. Paa sunde, frugtbare, velafvandede Enge, saaledes som de særlig fore- kommer i store Dele af Skjernaa-Dalen, bestod Plantedækket væsentligt af de værdi- fulde Enggræsser som forskellige Arter af Sødgræs, Kryb-Hvene, Knæbøjet Rævehale, Rød Svingel, Eng-Rapgræs, Kamgræs, Galaks o. s. v. De mer eller mindre udprægede Marskjorder mod Syd: Tipperne, Værnet, Bork og Nebel Marsk, Engene paa Holmslands Klit m. v. var for de højere liggende Arealers Vedkommende væsentlig bevokset med Gestplanter, medens de lavere Arealer nærmest var dækket af en Marskvegetation, tilpasset til at kunne taale Oversvømmelser af saavel ferskt som temmelig salt- holdigt Vand. Efter at Hvide Sande Kanalen havde antaget store Dimensioner, og Fjorden som Følge heraf fyldtes med stærkt saltholdigt Vand, og store Oversvømmelser indtraadte. skiftende med meget lav Vandstand, blev Forholdene for en væsentlig Del af Engene meget ugunstige. Saltvandet dræbte i Løbet af Aarene 1910—1913 Ferskvands- vegetationen paa alle de Enge, der laa lavt nok til at blive Genstand for Saltvands- oversvømmelserne, og dette var Tilfældet med største Parten af Engene undtagen de nord og øst for Stadil Fjord beliggende samt store Dele af Skjernaa-Dalens Enge. Da den dræbte Ferskvandsvegetation ikke straks kunde afløses af en fyldestgørende Saltvan cisplantevækst, har store Engstrækninger i alle Egne omkring Fjorden kun givet smaa Afgrøder, i ikke faa Tilfælde ren Misvækst i de siden 1910 forløbne Aar. Selv de foran nævnte Marskenge mod Syd og Vest led kendeligt af Oversvømmelser til ubelejlige Tider, af for stor Saltholdighed og af stor Hyppighed. Hertil kom, at den stærke Udtørring, der fulgte af clen lave Vandstand, ogsaa i mange Tilfælde havde skadelige Følger. Umiddelbar Fordel af disse Forhold havde kun Engene i Oplandets nordligste Egne, der ikke naaedes af Oversvømmelserne, og for hvilke den betydelige Vandstandssænkiiing var i høj Grad velgørende. I 1914 og 1915 er der gennemgaaende indtraaclt en kendelig Fremgang i disse Forhold — bortset fra de denne Sag uvedkommende uheldige Vejrforhold i 1915 —, idet Saltvandsvegetation efterhaanden har indfundet sig paa cle mer eller mindre beskadigede Enge. Tilbage stod dog Ulem- perne fra cle meget store Oversvømmelser, særlig Sommeroversvømmelserne, og den af den lave Vandstand foranledigede stærke Udtørring. I mange Tilfælde menes den nye Saltvandsvegetation. at have betinget en væsentlig Kvalitetsforbedring i Høet. For saa vidt som det er saa tarvelige Engplanter som Katteskæg, Star, Kæruld o. 1., der er blevet afløst af Kryb-Hvene, Haml, Strand-Sødgræs og Rød Svingel, er denne Op- fattelse utvivlsomt rigtig. Hvorvidt derimod Saltvandshøet er værdifuldere end mid-