Betænkning Angaaende Tilvejebringelsen Af En Endelig Ordning Af Afløbsforholdene Ved Ringkøbing Fjord 1915

43 Bilag 1. Bilag 1. Ringkjøbing Fjord Kommissionen af 19 14. Sekretæren. Historisk Oversigt. Saavel i den af Vandbygningsdirektør, Etatsraad Carlsen den 23. Juni 1880 til Indenrigsministeriet afgivne Betænkning vedrørende Spørgsmaalet om Tilvejebringelsen af et nyt Udløb fra Ringkjøbing Fjord, som i Vestkysthavnekommissionens Betænkning af 14. November 1900 er der givet en Fremstilling af Forholdene ved Fjorden lige fra Slutningen af det 18de Aarhunclrede, og efterfølgende historiske Oversigt, der fører Begivenhederne vedrørende Fjordens Afløbsforhold frem indtil Aaret 1915, er derfor naturligt for Tidsrummet indtil Aaret 1900 i det væsentlige kun en Bearbejdelse eller Gentagelse af, hvad der allerede tidligere — paa forskellige andre Steder — har fore- ligget trykt. I Distriktslæge S. H. A. Rambusch’s i Aaret 1900 udgivne Bog: Studier over ■Ringkjøbing Fjord, findes en udførlig Udvikling af, hvorledes det oprindelige Udløb for Fjorden til Vesterhavet maa antages at have ligget lige vest for Skjernaamundin- gen, dér, hvor de to store Havrendinger i Haurvig ligger, idet hverken Kort eller historiske Efterretninger giver nogen Støtte for, at Udløbet en Gang skulde have været saa nordligt som ved Aargab, hvad dette Navn maaske kunde tyde paa. Paa det ældste brugelige Kort over Ringkjøbing Fjord, der er tegnet i 1650 af Matema- tikeren Johannes Mejer, findes Udløbet netop paa det ovenanførte Sted ud for Skjern- aaens Munding, og her har det holdt sig indtil Midten af det 17de Aarhundrede, da Materialvandringen langs Jyllands Vestkyst efterhaanden tvang Gabet længere og længere imod Syd, saaledes at dette Aar ca. 1700 laa omtrent ved. Bjerregaard By, ca. 1750 ud for Bjaalund, omtrent veel Grl. Bjerregaard, ca. 1800 ud for Sønder Gjødel og i Aaret 1845 lige ud for Hovstrup i Lønne Sogn, altsaa i et Tidsrum af ca. 200 Aar en Vandring paa ca. 15 km. Forandringen af Udløbet foregik dog ikke som en jævnt og roligt fremadskridende Forskydning imod Syd, men var tværtimod paavirket af Storme og skete ofte springvis, ligesom det ogsaa godt kunde hænde, naar Gabet helt var lukket af Sandbarrer, og de indespærrede Vandmasser derefter brød paa, at da Gennembruddet fandt Sted nord for det tidligere Udløb, dog kun for herefter for den ny Fjordmundings Vedkommende atter at fortsætte den stadige Forskydning sydefter. Det var selvfølgeligt, at denne Udløbets Foranderlighed og dermed følgende Indsnævring, navnlig Formindskelsen af Dybden, var til megen Besvær og fremkaldte forskellige Forsøg paa at faa Manglerne afhjulpne og at tilvejebringe stabile Forhold for Skibsfarten paa Ringkjøbing. Det var nemlig indtil Aaret 1876, da Ringkjøbings Interesse i Forbindelsen med Havet tabte sin Betydning ved det jydske Jernbanenets Udvikling, særlig Hensynet til at sikre Skibsfarten for denne By, der affødte For- søgene og bragte Byen til igennem Aarene at anvende en Del Bekostning paa det til- sigtede Formaals Opnaaelse. Ogsaa Regeringens Opmærksomhed blev henvendt paa