Krig
A Og B

SOK. .277/0 12 Vaabenarter. Menneskene har kæmpet fra Arilds Tid — med Hænder og Tænder eller Kæppe, Sten og Knogler, før de lærte at bryne Øxer, skæfte Spyd og hvæsse Sværd; siden med alle de Mordvaaben, Skabningens Ypperste kunde udtænke. En snild Mand stillede en Dag sine Stalbrødre eller Mænd i Rad og lærte dem at gøre højre og venstre om paa én Gang, føre samme Fod frem paa Kommando og holde Fodslag, — han blev en stor Høvding. Efter- lignere drev Kunsten videre, indtil en Flok blev én Mand og én Vilje, og Verden saa det første Fo d f o1 k1). Da man fandt paa at kæmpe ti l H est, og — maaske Tusindaar senere — slæbe Kasteskyts og andre Hjæ1pemid1er med, lagdes Grunden til desærlige Vaaben: Rytte- riet, Artilleriet og Ingeniørerne. Selvom enhver bøder sin egen og sine Hestes Udrustning og sørger for sig selv, saa længe han kan, holder det ikke Hæren paa Fode. Foruden kampføre har Hærene derfor kampfri — t. E. Læger og Dyrlæ- ger, Haandværkere og Arbejdssoldater, Kuske og Hestepassere —. og for- holdsvis fler, jo større de er. Den Gavn, de gør, falder mindre i Øjnene, men deres Tjeneste er lige saa vigtig som de kampføres og kan stille lige saa store Krav til Mod og Selvopofrelse. Til Kamp tæller kun K a m p s t y r k e n, der opgives kort og godt som »Geværer« (Fodfolk og Ingeniører), »Sabler« (Rytteri), »S tykke r Skyts« (Artilleri og Maskingeværer) og »Fartøjer« (Flyvere). Ved Forsyning, Indkvartering o. 1. tæller alle med. Styrkelisterne skelner derfor mellem Kampstyrke og Forplejningsstyrke. Hvad enten der kæmpes til Fods eller Hest, er der Grænser for, hvor mange een Mand kan føre (raabe op) og have Tilsyn med. Saa stor, men heller ikke større, bør Underafdelingen, hvis Chef, Kaptajnen, sva- rer for Enkeltmands Velvære, Udrustning og Uddannelse, være. Af de højere Led, de saakaldte Afdelinger, er Regimentet fra gam- mel Tid Hovedled i Rettergang og indre Tjeneste. Den Styrke, V a abenenhederne nu har, og deres Inddeling liviler paa et Skøn, saafremt den ikke skyldes historiske Grunde, Pengehen- syn og Tilfældigheder, og er derfor ikke ens overalt. Hovedsagen er, at en- hver ved, hvem han skal lyde, og hvem han byder over, og at Enhederne hverken er saa smaa, at deres Mangfoldighed hemmer Føringen, eller saa store, at een Mand er ude af Stand til at lede dem. At skelne mellem »taktiske Enheder«, »Kampenlieder«, »Slagenlieder« o. l., som nogle gør, er ørkesløst. »Enheder« skifter efter Omstændighe- derne: højere Førere regner med store, lavere med smaa Enheder. Styrkeforholdet mellem Fodfolk, Rytteri og Artilleri svinger stærkt ef- ter Landes og Folkeslags Ejendommeligheder. I Krigens Løb ændres det