Krig
A Og B

32 uden at gøre Fjenden mindre sikker paa Haanden eller faa ham til at dukke sig, og selv da overlades Udkampen Maskin- og siden tillige Rekylgeværerne, hvis de andre Skytter kan finde Dækning. Hvor Ilden end aabnes, maa Kamplinien ikke klæbe ved Stedet, men se at komme videre: enhver unød- vendig eller unødvendig lang Standsning er det samme som unyttige Tab. Reserverne fylder efterhaanden Hullerne i Kamplinien og forlænger den, t. E. hvis Fjenden ligger skraatover Angrebsretningen, eller griber udenom Reder og Øer, forreste Linie er løben fast overfor. De »renser« tillige, hvad den lod ligge og lijælper ikke sjælden ved at skyde hen over den, gennem Gruppernes Mellemrum eller udenom Fløjene. I Nødsfald afløser Reservekper (-batler) udslidte Kper (Batler) — ikke mindre Led, — idet de gaar frem over dem, der da samles og bringes paa Fode for at tjene som Reserve. Afløsning kan kun foregaa i en Linie, som byder nogen Dækning. Føringen bliver vanskeligere og vanskeligere, da Førerne hverken kan gaa forved eller staa op og overse Folkene, og Larmen overdøver deres Stemme; mange bliver ogsaa ukampdygtige. Enhver maa dog se at holde sine sammen og tage Befalingen over de nærmeste Folk, hvis Leddene blan- des49). Gruppeførerne er Skær i Brændingen, Delings- og Kompagniførerne fastslaar og fastholder Angrebsretningen. Tilsidst glipper al Ledelse sand- synligvis, og Skytterne klumper sine Steder sammen til S k y tt e s v æ r m e, medens der andetsteds er lyst imellem dem. Kampen trækker i Langdrag; det tager Timer, maaske Dage at naa Maalet. Hovedsagen er, at Fremdrif- ten ikke tabes, og at liver enkelt Skytte sigter skarpt og handler koldblodigt paa egen Haand, naar Føringen svigter. Mislykkes et Fremstød, oppebier man et bedre Øjeblik, hvor man er eller i nærmeste Dækning. Gode So1- dater viger a1drig uden Befaling50). Falder Mørket paa, lader Førerne hvile skiftevis, medens Mask.- og Rek.geværer ligger rede til øje- blikkelig Krydsild for om de hvilende og Lytteposter og Patrouiller følget- Fjendens Færd Hyggeligt bliver det ikke at ligge time- eller dagevis med Døden over Hovedet — maaske tilmed i brændende Sol eller knagende Frost og uden at faa vaadt eller tørt — og lure paa, at Fjenden falder sammen; men f rem kan man ikke komme, og de, der gaar tilbage, er dødsens; de fejge- ste Krystere bliver Skarpskytter i samme Øjeblik, Angriberne vender Ryg. Den eneste Trøst er, at Fjenden ogsaa bliver tung i Hovedet og øm i Lem- merne, og Faren og Tabene vækker et indædt Raseri og en brændende Attraa efter at komme ham til Livs. Naar Skytterne omsider er inde paa 2—300 m, maa enhver, der kan røre en Haand, til Ildlinien og overvælde Fjenden med Hurtigild. Hindrin- ger, som endnu skiller Modstanderne, ryddes, og Artilleriet faar Vinli eller Befaling til at lægge Ilden frem for ikke at ramme Venner. Saa lyner Bajo- netterne langs Linien! Medens Maskingeværerne fra Stillinger bagude stand- ser fjendtlige Flyvere, som griber ind*), og hjælper Rekylgeværerne og Gra- *) Egne Flyvere kan ikke uden Fare slaa ned efter dem, og Artilleriet kan heller ikke standse dem uden at ramme Venner.