Krig
A Og B

84 skader En selv. lelegraf-og Telefonsamkvem med Udlan- det hindres eller indskrænkes. Enhver bidrager til at hindre, at Fjenden faar Oplysning, ved at vogte sin Mund i fremmedes Nærvær og sin Pen selv i fortrolige Breve11), Bladene ved at tage Myndighedernes Henstillinger og Paabud samvittig- hedsfuldt til Følge, — tilsyneladende uskyldige Meddelelser kan volde store Ulykker; ukaldet Kritik nedbryder Mandstugten. Da næppe alle Blade fri- villig gør deres Pligt, maa der holdes Øje med Pressen, fra Hæren sættes paa Krigsfod. Bladmænd maa ikke uden Tilladelse færdes paa Hærens Enemærker12), skal aflægge deres daarlige Vane at snuse i alt og tale med om alt, og nøjes med, hvad Oplysninger Myndighederne giver. De, der ikke gør det godvilligt, knevles. At røbe, hvad der er i Gærde, er taabeligt, men Folk brænder af Længsel, og Myndighederne bør give Hjemmene Oplysning, naar det ikke medfører Fare’3). Udspredte Meddelelser skal man ikke tage for Tingsvidner: Aabenhjærtighed er farlig, hvad enten det er ens Egne, der ikke taaler at høre Sandlieden, eller Fjenden har lange Øren. Derfor jubler man over Pyrrhussejre og slikker sine Saar i Stilhed. Ved at tage Afdelingsmærkerne af, kan Afdelingerne gøre det vanskeligt for Fjenden at opdage, hvem han har for sig. De bør dog kun gøre det paa højere Befaling. Derimod skal de sørge for ikke at efterlade skrevne Oplysninger om sig paa Steder, hvor de ligger, holde uvedkom- mende borte fra Hvilepladserne og have Øje med, hvem der færdes i deres Nærhed14) . Om muligt sættes Hæren paa Krigsfod efterhaanden, for at Overgangen ikke skal blive for brat. Man kan saaledes vente med at indkalde de ældste Aargange, som maaske skal øves, før de kan bruges, — til de yngre ryk- ker ud. De højere Førere og Myndigheder holder Øje med Mobiliseringen, men griber kun ind, hvis Brosprængninger, Togsammenstød og andre Uheld lægger alvorlige Hindringer i Vejen; endnu mindre plager de deres undergivne med Forespørgsler, om de er færdige eller hvor vidt de er. og et Utal af nye Befalinger, ingen kan holde Rede paa. De kan sige sig selv, naar Afdelingerne tidligst bliver færdige, og véd godt, at Mangel paa Fremsyn ikke afhjælpes ved, at man taber Hovedet. Jo haardere Krigen trykker, des højere taarner Vanskeligliederne sig paa alle Kanter: Hæren skal idetmindste holdes ved Magt; Jærnbane-, Celegraf- og Telefontjenesten skal gaa efter en Snor uden at tage vaaben- øre fra de kæmpendes Rækker; .Torden skal dyrkes og alle Hjælpekilder nyttes, Opfindsomhed opmuntres. Nødmidler findes for uundværlige Ting og vidtrækkende Arbejdsløshed undgaas, saa at Folket frister Livet, selvom Landet stænges haabløst. Livet bliver maaske et Helvede under Tvang og olititilsyn. Man sættes paa Ration, Levnedsmidler, Raaemner og Varer stilles under Statstilsyn eller inddrages, Virksomheder, der ikke frembringer eller hidfører Nødvendighedsgenstande, indskrænkes eller standses osv.. Et