Krig
A Og B

86 paa udtages Folk — fortrinsvis af de yngste Aargange - til Stabe m. m. og egen Krigsstyrke; enkelte Afdelinger udtager ogsaa en vis Styrke Befalingsmænd og menige til Depotet, som skal uddanne Rekrutter og tilride Heste til Afdelingen under Krigen18). Hvad der bliver tilovers, samles i særlige Kommandoer. Afdelinger, som i Øjeblikket har Rekrutter, optager dem i Krigsstyrken, hvis de er taalelig uddannede; i modsat Fald gaar de i Depotet. Hvor alt er rede, gaar Iklædning, Indkvartering og Inddeling glat, og de Befalingsmænd, Folk og Heste, som afgives, kommer hurtig hen, hvor de skal, man kender Tid, Sted og hvem der skal modtage dem. Større Bryderi volder de mange lidet uddannede Arbejdssoldater og Mand- skabet, Afdelingerne hverken kan optage i Krigsstyrke eller Depot. Skønt der er udmærkede Folk iblandt, bliver disse førerløse Hobe en Byrde, indtil det lykkes at samle dem i faste Arbejdskommandoer, hvis Rammer maa dannes af civile, der er vante til at lede større Styrker. Hære, der ud- danner og udnytter deres værnepligtige bedre, kender ikke slige Vanskelig- heder. 5 Saa snart det paa nogen Maade lader sig gøre, rykker Afdelingerne ud til Øvelse for at vænne Folk og Heste til Tienesten og prøve Udrustningen. Man handle varligt med Hestene for at undgaa rivende Afgang! Hæren paa Krigsfod. Den yngste, mest øvede Del af Hæren rykker i Marken; ældre Aar- gange og særlige Afdelinger bruges i Fæstningerne og til at vogte Jærnveje, Förselslinier o. s. v.. Jo større udrykkende Styrke, des bedre! Faren for Flyverangreb, Landgang og Niddingsværk binder dog altid store Styrker. I ældre Tid sammensattes Hærene i aaben Mark løst og uens- artet af staaende Afdelinger, forskellige Landes eller Lensmænds Opbud, Lejetropper o. I., Vaabenarterne samledes kun undtagsvis i større Enheder og kæmpede hver for sig: Fodfolket i Midten, Rytteriet paa Fløjene og Ar- tilleriet spredt i Kamplinien uden at være underlagt Fodfolks- eller Rytter- førerne1). Under Revolutionskrigene blev »F od f o 1k sd i v i si o ne r«, o: en vis Styrke Fodfolk med noget Rytteri og Artilleri, almindelige2). Napoleon gik videre, idet han slog Divisioner sammen til Hærkorps for at lette Føringen og Førselstjenesten. Ligeledes samlede lian Rytteriet i Rytter- divisioner, stundum endog i Rytterkorps. Divisionernesog Korpsenes Styrke skyldtes ikke dybsin- dige Overvejelser, men fulgte ligefrem af de Afdelingers Tal og Styrke, Fø- rerne hk Befaling over. Da Napoleon desuden saa paa Førernes Dyg- tighed, var Inddelingen temmelig uens3), omend de fleste Korps efterhaan- den blev paa rundt 30,000 Mand foruden Train og Tros, et Tal, man en Tid- lang ugærne overskred, forat Marchekolonnen ikke skulde blive for lang paa een Vej.