Krig
A Og B

74 ikke nok at sikre sig bagud, jævne Vejene, Hæren skal tilbage ad (Broer!), og sørge for, at Levnedsmidler og Ammunition m. m. findes paa passende Sted. Man maa ogsaa vogte Vejene udenom o: skyde Styrker ud til Siden, ødelægge Broer og spærre Passer, Fjenden kunde faa Gavn af. Tænker en- hver kun paa sig selv, bliver Fremgangsmaaden skæbnesvanger, og ufarlig er den aldrig; Tilbagetog virker nedbrydende; Rygtet siger stadig, at man er omgaaet, og selv gode Soldater glemmer let at slaa fra sig, hvor lovende det end er34). Dobbelt vanskeligt bringes en medtagen Storhær til Slag paany, naar Sejrherren er i Hælene: nogle er ikke rede i rette Øjeblik, andre for medtagne. Den bør derfor strax lægge Rum nok mellem sig og Fjenden til, at det søndrede kan svejses sammen. Et storslaaet Forbillede er Joffres Til- bagetog efter Grænsekampene i Aug. 1914. Uheld og Fare for at blive om- fattet af Tyskernes højre Fløjhær (v. Kluck) gjorde tilsigtede Modstød haab- løse. Først da Franskmændene og Englænderne allerede havde Marne bag sig, fik de Oprejsning, takket være Galliénis Skarpsyn og Joffres faste Haand35). Virksomme Midler til at sinke Fjenden, er at sprænge Broer, Veje, Jærn- veje og Telegrafer, bortføre eller tilintetgøre, hvad han kan bruge38), og gøre ham Livet surt ved at tage stedlige Tjeneste- og Tillidsmænd med, saa at der ingen Mellemmænd er mellem ham og Indbyggerne37). Landsmænds Taarer og ukaldedes Udmaling af Følgerne holder dog mangen Fører fra at gøre nok i saa Henseende38). En haardnakket Forsvarer og Barbarer i Fjendeland lader ikke et Hus, ikke et Træ blive staaende39), opriver eller sprænger Jærnvejene og skjuler Miner med grusom Snedighed. Vigende Forsvar duer ikke, hvis det overlader Fjenden Landsdele, t. E. Kul- og Jærnegne, som ikke kan undværes. Man maa, som Hindenburg siger40), ikke alene tænke taktisk, men ogsaa økonomisk. — Stundum lønner det sig at lade en Del af Hæren vige sindig, medens Hovedkræfterne samles til afgørende Modstød andet Steds. Hvorlænge afgørende Slag kan undgaas lader sig ikke sige, — saalænge som det lykkedes Hannibal i Italien overfor Romerne (216—203 f. Kr.), synes dog utænkeligt i vore Dage. En Hær, som er tvungen til at modtage Slag, har stundum bedre Udvej end at oppebie Fjenden, hvor den staar i Øjeblikket. Den kan t. E. skyde sig til Siden, saa at omfattende Angreb tørner imod en Slaglinje i Stedet for at ramme en Fløj. Andre Modtræk er at lade Reserven omfatte Fjenden, naar han griber udenom Hovedstillingen, eller sprænge hans Slaglinje, før man omklamres41). For at tænke paa sligt maa man dog have minds t lige saa gode Soldater som Fjenden; tarvelige maa hellere bruge Spaden end Benene*). I Stillingskrig kan uventet Tilbagetog til en ny Stilling (som Tyskernes til Sigfredstillingen i Marts 1917) udenfor Angrebsartilleriets Rækkevidde blive Fjenden en haard Skuffelse. *) Om Skyttegravskrig se S. 90 f.