Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

131 ofte faaer af denne Læremesterinde, gjør ham beskeden og mild og lader ham betragte alle Andre, der redeligen vandre denne Vei, som sine Meddisciple; den gjentagne Berigtigelse af hans tit overilede Domme skærper hos ham Sandsen for det Sande. Men det er ikke blot egen indvortes Erfaring, der har denne dannende Virkning paa Naturvidenskabens Ven; naar han raad- fører sig med Videnskabens Aarbøger, seer han deri gjennem en lang Række Exempler, hvorledes den kundskabsbegjærlige, utaalmodige Menneskesjæls Tanker forholde sig til Virkelighe- den. Han lærer at ære i Menneskefornuften den Guddomsgave, der kan opløfte ham til Beskuelsen af det Høieste; men han lærer tillige en veldædig Frygt for dens Forvovenhed, der kunde føre ham paa Bredden af Afgrunde. Maaskee vil man spørge os, om da Alle eller dog de Fleste af dem, der dyrke Naturvidenskaben, ved den erholde al den aandelige Nydelse, al den høie Dannelse, vi her have skildret. Vi svare hertil, at det Liv, den Aand, hvormed man tilegner sig en Kunst eller Videnskab, ogsaa vil bestemme den Frugt, man deraf kan høste. Skal den udøve en betydelig Indflydelse paa os, maa den sammenvoxe med vort Væsen, udgjøre en Deel af vor Tilværelse. Vor Fornuftkundskab maa fuldendes til Natur, forvandles til Instinkt for at give os den rette Ny- delse. Fra Boglærdom til en saadan Videnskab er der hos Mange et stort Skridt; men saaledes forholder det sig jo i alle Videnskaber. Ikke Enhver, der har historiske Kundskaber, har derfor det store klare og livfulde Billede af Menneskeslægtens Udvikling, som denne Videnskab kan give. Det dybe Blik i Menneskeaandens Væsen, som aabenbarer sig for den ædlere Sproggrandsker, er et Intet for den, som lærer Sprog blot for at læse Bøger. Ja, selv Moralphilosophien eller det Skjønnes Philosophi, der umiddelbart skulde berøre de Følelser, der lettest opvækkes i ethvert ufordærvet Menneske, er hos Mange en død Formellære; end ei Religionen er undtaget fra, at dens Sæd falder i ufrugtbar Jord. Det bør iøvrigt bemærkes, at ingen Videnskab giver En- hver Alt, hvad den kan give, og jo mere omfattende den er, jo mere gjælder dette derom. Ikke engang en vis Tidsalders Mennekseslægt er i Besiddelse af nogen Videnskab i sin Heel- 9*